Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Dash-mareridt forfølger stadig SAS

Havarierne med Dash8-flyene kan stadig mærkes hos SAS, der har måttet sætte store fly ind på de tidligere Dash-ruter.

SAS Danmark kæmper stadig med problemerne, der opstod i slipstrømmen af havarierne med Dash800-flyene.

Det kan aflæses direkte i koncernens passagertal for oktober.

"På flere tidligere Dash8/Q400-destinationer, flyver vi fortsat med store fly, og det påvirker selvfølgelig vores kabinefaktor," siger administrerende direktør for SAS i Danmark Susanne Larsen.

For oktober lå produktionen for det danske SAS selskab målt i tilgængelige sædekilometer 2,8 procent under sidste års produktion. Og den gennemsnitlige kabinefaktor faldt i forhold til oktober måned sidste år med 3,2 procentpoint og endte på 67,4 procent.

"Belægningsprocenten på 67,4 i september måned er som forventet. Halvdelen af København-Oslo ruten er overgået til SAS norske selskab, hvilket påvirker SAS Danmarks trafiktal i hele 2008," siger Susanne Larsen og henviser til, at i januar overgik halvdelen af København-Oslo ruten til SAS norske selskab, hvilket påvirker SAS Danmarks trafiktal negativt i hele 2008.

Samlet faldt passagertrafikken i SAS Gruppen med 8,8 procent i oktober sammenlignet med samme måned sidste år.

SAS påpeger, at markedet nu er karakteriseret ved svagere efterspørgsel grundet den aktuelle økonomiske afmatning i Skandinavien og Europa. De indførte brændstoftillæg ventes fortsat at stabilisere indtjeningen per passager fremover.

Tallene kommer samme dag, som den britiske flygigant British Airways annoncerede, at man i halvåret april-september mistede 92 procent af sit overskud. Før skat kom overskuddet op på 52 millioner pund mod 616 millioner pund for perioden året før - et fald fra 5,7 milliarder danske kroner til små 481 millioner kroner.

British Airways har mistet næsten fire procent af passagererne.

"Perioden har været ramt af krisen i det finansielle system, rekordpriser for fuel og flere flyselskabers krak, siger" koncernens administrerende direktør Willie Walsh.

Trods en knusende eliminering i overskuddet, regner man i British Airways med at få en "lille fortjeneste" for hele 2008/09-regnskabet.

/ritzau/

 




Markedet lige nu