Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Danskerne vil satse på kollektiv trafik

Selv om bilen er det altoverskyggende transportmiddel i Danmark, mener kun hver femte dansker, at udbygning af vejnettet er vigtigere end udbygning af den kollektive trafik. Bilisterne tænker ikke kun på sig selv, lyder forklaringen fra FDM.

Danskerne elsker deres biler. Så meget, at mere end 80 procent af persontransporten i Danmark foregår i de privatejede firhjulede, mens bus, tog og metro må deles om resten.

Alligevel er det kun 18 procent af befolkningen, der peger på udbygning af vejnettet som den vigtigste ingrediens i løsningen af fremtidens trafikale kvaler. Hele 82 procent mener, at udbygning af den kollektive trafik er vigtigere eller mindst lige så vigtig som investeringer i veje.

Det viser en meningsmåling, som Gallup har lavet for Berlingske Business.

Selv når man sorterer cyklister, fodgængere og den kollektive trafiks passagerer fra og kun spørger bilisterne, peger kun hver fjerde på vejnettet som det vigtigste indsatsområde.

Uegoistiske bilister
Det beviser, at bilister har andet end biler og motorvejskøer på hjernen, mener bilisternes organisation, FDM.

»Når over 80 procent af befolkningen svarer, at udbygning af kollektiv trafik er vigtigst eller i hvert fald lige så vigtig som udbygning af vejnettet, så viser det jo, at bilister ikke kun tænker på deres egne behov. Den megen omtale af manglerne i den kollektive trafik har nok fået mange til at tænke, at det er nødvendigt at rette op på den kollektive trafik,« siger Thomas Møller Thomsen, der peger på, at viljen til at satse på den kollektive trafik også kan skyldes, at det trods trængselsproblemer flere steder i landet ikke er alle bilister, der oplever problemer med fremkommelighed i hverdagen.

Ifølge FDM kan undersøgelsen dog også ses som opbakning til investeringer i vejnettet. Små 60 procent mener at vejinvesteringer er vigtigst eller lige så vigtige som kollektiv trafik. Og det reflekterer FDMs holdning.

»Vi skal sætte ind der, hvor trængselsproblemerne er størst. Og der er ingen tvivl om, at vejnettet trænger til at blive udbygget flere steder. Men det er lige så vigtigt, at vi får udbygget alternativerne til bilen, hvilket især gælder i de store byer, hvor kollektiv trafik kan blive et endnu bedre alternativ eller supplement til bilen. For vi får aldrig løst de trafikale problemer, hvis vi tænker enten-eller,« siger Thomas Møller Thomsen.

I brancheforeningen Dansk Kollektiv Trafik under HTS vækker undersøgelsen ikke overraskende glæde.

»Det passer meget godt med vores budskab om, at kollektiv trafik skal spille en væsentlig større rolle i samfundet. Så jeg glæder mig over, at danskerne er enige i, at kollektiv trafik skal styrkes, og at de trafikale problemer kan og skal løses på andre måder end ved at lægge mere asfalt,« siger direktør Per Henriksen.

Intet alternativ
Infrastrukturkommissionen er ikke overrasket over den store opbakning til forbedringer af den kollektive trafik.

»Den kollektive trafik fungerer ikke hensigtsmæssigt, og specielt togtrafikken er ramt af meget store forsinkelser. Dermed har man i tæt beboede områder ikke et ordentligt alternativ til den individuelle trafik,« siger Birgit Aagaard-Svendsen.

Infrastrukturkommissionen skulle være kommet med sine anbefalinger til, hvordan Danmark løser udfordringerne med markant vækst i trafikmængder i de kommende år, men offentliggørelsen er blevet udsat til efter folketingsvalget. Formanden forventer dog, at kommissionen kan genoptage arbejdet, når den nye regering er dannet.

 




Markedet lige nu