Elbiler skal sikres en fremtid i Danmark ved hjælp af et først til mølle-princip. Fritag elbilerne for afgift, indtil de udgør 20 procent af vognparken. Kun på den måde kan man lokke konservative danske bilkøbere til at skifte deres benzinslugende biler ud, vurderer grøn tænketank.
4. juni 2009, 05:30
Der er et enormt potentiale for elbiler i Danmark, men også en lang række forhindringer, der skal ryddes af vejen, hvis elbilerne skal blive et hverdagssyn på de danske landeveje.
Sådan lyder konklusionen i en ny rapport fra den grønne tænketank Concito, der har bedt blandt andet DTU, Dansk Energi og Copenhagen Business School om at vurdere, hvilket potentiale elbilerne har i Danmark.
»En ting er helt sikker. Vi får intet gennembrud for elbiler i Danmark, hvis ikke vi gør noget aktivt for at fremme udbredelsen.
Elbiler er en ny teknologi, og der skal meget til at rykke forbrugere fra et produkt, de kender – nemlig benzin- og dieselbiler – til et nyt produkt som elbilen. Derfor dur det ikke, at vi hænger fast i en diskussion om, hvor længe elbilerne skal være fritaget for afgifter,« siger Martin Lidegaard, formand for Concito.
Af samme grund foreslår Concito, at man indfører en enkel model for beskatningen af elbiler, hvor man helt fritager elbilerne for afgift, indtil de udgør 20 procent af den samlede vognpark. Herefter indfører man almindelig afgift på elbilerne. Dermed bliver det en slags først til mølle-mode, hvor det er de hurtige, der kan sikre sig en billig elbil.
»Hvis vi for eksempel ønsker en andel af elbiler i 2020 på 20 procent af den nuværende flåde, svarer det til 400.000 enheder. En 20 procents målsætning lyder umiddelbart beskeden, men den gennemsnitlige levetid af biler i Danmark er mindst 15 år. Den andel af Danmarks to millioner personbiler, der skal udgøres af elbiler, kan man altså kun nå, hvis elbilerne tager markedsandele fra de omkring 140.000 biler, der nyindregistreres årligt,« vurderer Martin Lidegaard.
Concitos beregninger viser, at elbilerne skal udgøre op til 35-40 procent af nybilsalget i 2018, 2019 og 2020, hvis andelen af elbiler i den danske bilflåde i 2020 skal nå 20 procent.
Færre kilometer
20 procent elbiler i 2020 er dog ikke det samme, som at 20 procent af transportkilometerne i personbiler er dækket af el. Prognoser viser nemlig, at elbiler i snit kører færre kilometer end benzinbilerne.
Derfor vurderer Concito, at man også får behov for en stor andel af såkaldte hybridbiler i den danske vognpark. Biler, der både kører på el og almindeligt brændstof.
Miljøfordelen ved en elbil er ellers til at tage og føle på. En gennemsnitlig benzinbil, der kører 17.000 km om året, udleder ca. 3,3 ton CO2. En tilsvarende elbil, der kører på el produceret med den nuværende danske brændselsammensætning af kul, vind, gas og biomasse, udleder knap et ton CO2 og endnu mindre ved en større andel af vindkraft.
De første synlige tegn på, at elbilerne for alvor er på vej til de danske veje, vil så småt vise sig i efteråret, hvor elbil-projektet Better Place begynder at sætte ladestandere til elbiler op. Better Place, der er et projekt støttet af blandt andet DONG og Renault, forventer, at der i 2011 vil blive solgt tusindvis af elbiler i Danmark, og at antallet af Better Place-kunder i 2020 skulle nærme sig 500.000.































