Centrale aktør stiller nu spørgsmålstegn ved, om Danmark kan leve op ambitionerne på elbil-området. Manglende afklaring om afgiftsspørgsmål skaber nervøsitet.
19. januar 2010, 18:00
Om kun to år udløber afgiftsfritagelsen af el-biler i Danmark. Derefter skal el-bilerne, der hidtil har været solgt til danskerne uden den 180 procent registreringsafgift, der gælder for normale biler, sælges fuldt beskattet.
Men det vil sætte en total stopper for salget af el-biler i Danmark. Og uden salg af el-biler bliver der ingen opbygning af infrastruktur til el-bilerne, der både kræver ladestationer, nye el-netværk og eventuelle batteriskiftestationer.
Det vurderer en af de centrale aktører på markedet for el-biler og el-bil infrastruktur, der kritiserer regeringen for at tøve for meget ved beslutningen om fremtidig beskatning af el-biler.
Planen var oprindeligt, at der skulle være en omlægning af bilbeskatningen klar i 2009. Den omlægning har regeringen nu udskudt til 2010, og derfor er det fortsat uklart, hvilke afgifter der vil være gældende for el-bilen efter 2012.
»I dag er det sådan, at registreringsafgiften er 105 procent af værdien op til 79.000 kr. og 180 procent af resten. Det straffer nye miljøvenlige teknologier i stedet for at belønne dem. Nye teknologier, som f.eks. el- og hybridbiler – som koster relativt mere i en introduktionsperiode, vil blive ramt betydeligt hårdere end kendte teknologier – også med en halvering af registreringsafgiften,« siger Lærke Flader, branchechef i Dansk Energi.
Taber kapløbet
Lærke Flader frygter, at Danmark risikerer at stå tilbage som taber i kapløbet om at blive forgangsland inden for el-bil området.
»Hvis der ikke meget snart sker en afklaring, så bliver det svært for Danmark at tiltrække de investorer som skal være med til at udvikle elbilmarkedet i Danmark. Danmark går dermed glip af milliardinvesteringer, der ellers kunne havde åbnet op for en underindustri af selskaber i Danmark. Og vi risikerer, at vi ikke kan udnytte elbil-teknologien til at drage bedre nytte af vores vindmøllestrøm – et argument der ellers stod stærkt hos tidligere klima- og energiminister Connie Hedegaard,« siger Lærke Flader.






























































