Det amerikanske luftfartselskab Continental Airlines har fået godkendelse fra de amerikanske konkurrencemyndigheder til at indgå i et tæt samarbejde med United Airlines og Star Alliance-medlemmer, hvilket blandt andet er SAS.
13. juli 2009, 15:35 – opdateret 13. juli 2009, 15:39
Det oplyser selskabet i en pressemeddelelse.
- Det er med stor glæde, vi har modtaget endelig godkendelse fra U.S. Department of Transportation (DOT). Vi arbejder netop nu intensivt på at forberede en gnidningsfri overgang for vores kunder fra SkyTeam-alliancen til Star Alliance i det kommende efterår. Myndighedsgodkendelsen er til stor fordel for vores kunder, medarbejdere og aktionærer, og vil sikre global konkurrence med andre lignende alliancer, siger Larry Kellner, Continental Airlines' bestyrelsesformand og administrerende direktør i meddelelsen.
Ud over United Airlines er de otte Star Alliance-medlemmer Air Canada, Austrian, bmi, Lufthansa, LOT Polish Airlines, Scandinavian Airlines (SAS), Swiss samt TAP Air Portugal omfattet af godkendelsen fra de amerikanske konkurrencemyndigheder vedrørende samarbejdet, oplyser Continental.
RB-Børsen



























































