Forsikringskoncernen Codan står til at øge sin omsætning på vindmølleforsikringer mærkbart som følge af satsninger på vedvarende energi. Selskabet melder om pæn indtjening på området.
6. juni 2009, 06:00 – opdateret 18. maj 2012, 05:16
Det er ikke kun klimaet, der nyder godt af den massive interesse, der for øjeblikket er for opførelsen af nye vindmøller på land og til havs. Også forsikringsselskaberne nyder godt af de mange milliarder, der de kommende år vil blive postet i vindmølleparker i Danmark og mange andre lande.
Det bekræfter man hos Codan, der har 60 procent af markedet for vindmølleforsikringer i Danmark i dag.
»Vindmølleområdet har generelt været et vækstmarked de seneste år. Ikke kun i Danmark, men i høj grad også i udlandet. I lande som Kina, Australien, England og Tyskland har man opført mange møller, hvilket naturligt nok har øget behovet for forsikringer. Men det er da ingen hemmelighed, at den seneste tids grønne stimulus-pakker, en række regeringer har indført, gør, at vi forventer en fortsat meget positiv udvikling for markedet de kommende år,« siger Kim Hvirgel, erhvervschef i Codan.
Codans moderselskab RSA er en af de største inden for forsikring af vindenergi. RSA har en markedsandel på 15 procent af vindmølleenergimarkedet på globalt plan. Codan har siden 1980erne været med på forsikringsmarkedet for vindmøller i Danmark. I Sverige har Codans datterselskab, Trygg-Hansa, en markedsandel på cirka 5-10 procent af vindmøllemarkedet og på globalt plan deltager Codan i 80 procent af alle off shore-projekter.
»Vores rolle som førende i verden på vindmølleforsikringer gør, at vi har et nært samarbejde med vindmøllefabrikanterne, der ønsker vores medvirken, når et nyt projekt skal tegnes. Samtidig har Codans lange erfaring med vindmøller gjort, at vores moderselskab RSA har valgt at placere deres vindenergi-division i København. Det betyder jo alt i alt, at vi som selskab i Codan nyder gavn af den opbakning, der er til vindmøller nu,« siger Kim Hvirgel.
Fornuftig indtjening
Den næststørste aktør inden for forsikringer på vindmølleområdet er forsikringsselskabet If. Derudover har især TopDanmark en større del af markedet. Fra Codans side afviser man dog, at de få valgmuligheder, når det kommer til forsikring af vindmøller, afspejler sig i højere præmier:
»Prisen på forsikringen er en meget vigtigt parameter, og den skal være rigtig. Vi kan kun opretholde vores markedsandele, hvis vi har konkurrencedygtige priser,« siger Kim Hvirgel.
Codan ønsker ikke at oplyse præcist, hvor stor en omsætning, selskabet har på vindmølleforsikringsområdet, lige som man heller ikke vil sige, hvad overskudsgraden er på forsikringer af vindmøller.
»Jeg vil sige så meget, at vi har en fornuftig indtjening på vores vindmølleforretning. Det er som sagt et marked, der har oplevet kraftig vækst de seneste par år, og det forventer vi vil fortsætte de kommende år,« siger Kim Hvirgel.






























































