eksprespost. Seks måneders felttest med ti hybrid-varebiler gav en besparelse på 26,5 procent brændstof.
12. maj 2009, 17:08
Det er nu et halvt år siden, at den italienske bilproducent Iveco og eksprespost-firmaet FedEx Express, verdens største ekspress-luftfragtselskab, i fællesskab lancerede felttest af ti diesel-elektriske hybrid Daily'er, og man er nu klar til at offentliggøre de første resultater af testen.
I de første seks måneder af testperioden, som vil fortsætte frem til maj 2010, har hver bil kørt en strækning svarende til 7.900 km med en 26.5 procent brændstofbesparelse og en total CO2-reduktion på 7,5 ton sammenlignet med en traditionel flåde. Det skyldes ikke mindst »stop & start-systemet«.
Bilerne kørte alle med hybrid-teknik, der tillader bilen at starte via batteridrift, hvor energien kommer fra gen- anvendelse af den opsamlede bremseenergi.
»Resultatet af denne investering bekræfter FedEx Express' vedvarende mål om at gøre hybrid transportteknologi til en realitet. FedEx Express var den første virksomhed, der investerede i kommercielle hybridløsninger, og nu opererer et større antal hybride køretøjer rundt om i verden,« siger Renato Carrara, direktør for FedEx Express i Middelhavsregionen.
Iveco har arbejdet tæt med FedEx Express i udviklingen af hybrid diesel-elektriske Iveco Daily, og FedEx Express er den første virksomhed, der tester teknologien i biler designet til at imødekomme de krav, der stilles til eksprespostkørsel i tætbefolkede bymiljøer. Alle chauffører har forud for testen fået særlig undervisning i brug af bilerne,
4.500 Daily'er til DHL
Iveco har tillige indgået aftale med Deutsche Post om levering af 4.500 Daily-varevogne til at køre under DHL navnet.
I alt har DHL 7.500 biler kørende I Tyskland, og udskiftningen af de 4.500 enheder skal ske over tre år. 3,5 ton- bilerne har 116 hestes dieselmotorer med den automatiske gearkasse Agile.
Bilerne er specialbygget til at passe til DHL’s varevognspolitik – med særlige indretninger med blandt andet reoler og fastgørelse af forsendelserne. Bilerne er tillige udstyret med skydedør til hurtig ind- og udstigning. Daily-bilerne er ikke mindst valgt grundet bilernes styrke med chassisopbygning samt efter princippet »værdi for pengene«.
Motorerne får desuden partikelfilter, for Deutsche Post har med sit GoGreen- program et mål om at sænke CO2-udslippet med ti procent frem til 2012.






























































