Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Cimber-direktør: Fyringer uundgåelige

Der bliver ikke tale om massefyringer i kølvandet på Cimber Sterlings dundrende underskud. Ifølge flyselskabets direktør vil der ske en løbende effektivisering af organisationen.

De bredeste skuldre skal bære mest, når Cimber Sterling reducerer lønomkostningerne med ti procent som følge af et dundrende underskud på 220 mio. kr. Det sker blandt andet for at undgå massefyringer.

"Der bliver ikke tale om store fyringsrunder oven på det her resultat. Men vi skærer hele tiden til og effektiviserer løbende vores organisation, og det er jo ikke nogen hemmelighed, at vi er færre end på samme tidspunkt sidste år. I fremtiden vil der også komme pletvise fyringer," siger Jacob Krogsgaard, administrerende direktør i Cimber Sterling.

Underskuddet i Cimber Sterling er et resultat af dalende efterspørgsel og et markant prispres. Det pres vil fortsætte nogle måneder, så først til sommer vil det turbulensramte flyselskab love fremgang.

"Når man stiller urene frem i luftfart, så skifter man også trafikprogram. Det svarer til, når modebranchen skifter kollektioner. Vores trafikprogram til sommer ser ud til at have ramt plet med ruter - der er i hvert fald stor efterspørgsel, så vi har lidt mere ro i maven," siger Jacob  Krogsgaard.

Bange anelser

Mange passagerer med billet til et Cimber Sterling-fly vil muligvis sidde med bange anelser og frygt for, at deres rejse sydpå er i farezonen for at blive aflyst, men Jacob Krogsgaard afviser, at fremtidsscenariet bliver et krak.

"Vi har valgt at fjerne frygten ved at offentliggøre vores likividitet, der siden årsskiftet har ligget stabilt omkring 100 mio. kr. Og der er ingen risiko for private, der har booket en rejse. Vi er omfattet af rejsegarantifonden lige som SAS," siger Jacob Krogsgaard, der peger på, at antallet af befordrede passagerer er 60 procent højere end sidste år.

Alligevel var antallet af passagerer i tredje kvartal 2009/10 11 procent lavere end  forventet.

"Der er tale om en helt anden forretning end sidste år. Faktum er, at omstændighederne har skabt det her negative resultat. Men vi ser det som en daglig opgave at stramme op i vores organisation, og det er vores ambition hele tiden at blive bedre," siger Jacob Krogsgaard.

 

Berlingske Forum - Skriv kommentar

Husk: Hold en god tone i debatten
Kun navn bliver vist i forbindelse med kommentaren, dog skal alle felter udfyldes.




Markedet lige nu