Cimber billigst på stort antal ruter

Midt i turbulensen om falske køb af Norwegian-billetter kan Cimber Sterling glæde sig over at være det billigste flyselskab på langt flere ruter end tidligere.

Luftfartskrigen mellem Cimber Sterling og Norwegian på danske indenrigsruter har en direkte positiv afsmitning på flypriserne fra provinsen til en lang række europæiske storbyer. De lavere priser på indenrigsrejser betyder nemlig, at det er blevet langt billigere at rejse fra provinsen ud i Europa via København.

Det er især rejser fra provinsen med Cimber Sterling, der er blevet langt billigere den seneste tid, viser nye tal fra Dansk Flyprisindex. I den nyeste udgave af Dansk Flyprisindex, der udgives af rejsesøgemaskinen Travelmarket, optræder Cimber Sterling som billigste selskab eller deloperatør på 18 ud af 40 flypriser fra danske lufthavne til europæiske storbyer.

Cimber Sterlings fremtrædende rolle er en markant ændring i forhold til tidligere udgaver af Dansk Flyprisindex, hvor Norwegian har haft en meget dominerende position fra København og Aalborg.

Samarbejde

En del af forklaringen på de mange tilbud fra Cimber kan findes i et effektivt samarbejde med SAS. Når Cimber Flyver passagerer fra provinsen til København, flyver SAS nemlig en del af passagererne videre ud i Europa, og med de lavere indenrigspriser, er dette samarbejde nu blevet mere attraktivt for passagererne, konkluderer Dansk Flyprisindex. 

Billetpriserne fra Billund og Aalborg med flyskifte i København er f.eks. blevet så lave, at de ofte kan konkurrere med de direkte flyruter fra Vestdanmark. Eksempelvis udbyder Cimber Sterling og SAS i samarbejde en returbillet fra Aalborg via København til London for 813 kr. og fra Billund via København til Stockholm for 1.053 kr. Det er lavere priser end på de direkte flyruter mellem byerne.

”Markedet er under voldsom forandring i øjeblikket. Kampen om indenrigsmarkedet flytter markedsandele på de internationale ruter fra Danmark,” siger direktør Ole Stouby fra rejsesøgemaskinen travelmarket.dk i en pressemeddelelse.

Hermed er der langt om længe lidt at glæde sig over for Cimber Sterling, der den seneste uge har været under voldsom beskydning for falske køb af tilbudsbilletter hos konkurrenten Norwegian. Mindst ti Cimberansatte - muligvis mange flere - købte i sidste uge massevis af enkronesbilletter fra Norwegian under falske navne for at sabotere nordmændenes kampagnefremstød i Danmark.

 

Berlingske Forum - Skriv kommentar

Husk: Hold en god tone i debatten
Kun navn bliver vist i forbindelse med kommentaren, dog skal alle felter udfyldes.



Markedet lige nu