Chauffør kørte for død vognmand

Af frygt for ikke at kunne få understøttelse kørte 51-årig chauffør videre efter sin vognmands død.

Tro tjeneste.
Sådan betegner Fagbladet 3F en chaufførs kørsel for en midtjysk vognmand, der var død.

I tre uger efter arbejdsgiverens død kørte chaufføren nemlig videre og stoppede først sit arbejde, da lastbilen skulle afleveres til en bilforhandler.

Kørslen skete under instruks fra kurerfirmaet ITS Danmark i Kolding, som havde haft et samarbejde med den afdøde vognmand.

- Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre, da min arbejdsgiver pludselig døde. Jeg tænkte lidt over det og besluttede at køre videre. Den væsentligste årsag var, at jeg ikke havde fået nogen fyreseddel og derfor ikke kunne få penge i understøttelse, siger den 51-årige Peer Borg Knudsen til Fagbladet 3F.

I sidste ende endte kørslen lykkeligt, da kurerfirmaet dækkede hans løn, men sådan var det ikke naturligt gået:

- Det er meget vigtigt, at man som medarbejder stopper den dag, ens arbejdsgiver dør, hvis der er tale om et personejet firma. Ellers kan man meget nemt blive snydt for sin løn, siger Finn Ole Christiansen, faglig sekretær hos 3F Vestfyn.

 



Markedet lige nu