Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Carsten Berger: Jeg kan svare enhver sit

Trods markante kursfald på aktiebeholdningen i Carsten Bergers selskab, Rudersdal, afviser han enhver form for krise. Carsten Berger, som også er bestyrelsesformand i Mols-Linien, fastholder, at han om nogle uger kan afslutte et årsregn

Slutspillet om Mols-Linien er fløjtet i gang på et tidspunkt, hvor en gruppe aktionærer i færgerederiet er presset af faldende aktiekurser, faldende priser på ejendomme og faldende pantebrevsværdier. Det behøver ikke være noget problem, hvis investorerne har penge på kistebunden til at stå i mod med. Men i dette tilfælde er der tale om hårdt belånte investeringer, som får sværere og sværere ved at følge med det evigt tikkende rentetaksameter på bankkreditten.

Centrum i det spil om Mols-Linien er investor Carsten Berger fra Birkerød, som igennem sit 100 procent ejede investeringsselskab, Rudersdal, ejer 17 procent af aktierne i Mols-Linien. Carsten Berger siger, at han investerer på lang sigt, ofte med en horisont på fem til ti år, og det var da også lagt op til det perspektiv, da Carsten Berger overtog formandsposten i Mols-Linien i foråret 2008.

Men nu har det perspektiv ændret sig. Carsten Berger og en gruppe aktionærer omkring ham med samlet over 50 procent af aktierne har sat deres Mols-Linien-aktier til salg via Handelsbanken.

Værdien af Mols-Linien er halveret over de senere måneder, og det har bekræftet vedvarende rygter i børsmarkedet om, at prisen på Mols-Liniens aktier har været skruet op i urealistiske højder.

Massivt kursfald
Aktien faldt kursmæssigt som en sten i sidste uge, da Berlingske Business omtalte en analyse fra Danske Markets. Denne bank mente, at Mols-Linien ikke skulle ligge i kurs 200 men derimod i et kursniveau omkring 75. Berlingske Business beskrev ved samme lejlighed en værdiansættelse fra den afdeling i Handelsbanken, som har med køb og salg af virksomheder at gøre - corporate financeafdelingen.

Handelsbanken mente, at en fair pris for Mols-Linien var kurs 73 under de nuværende omstændigheder, men at kursen kunne stige markant over de næste syv-otte år. Dog kun under forudsætning af, at en række betingelser blev opfyldt.

Det interessante ved den »indikative værdiansættelse« af Mols-Linien fra Handelsbanken er, at den er dateret den 21. august 2008, og processen om salg af Mols-Linien har således været i gang siden midten af august. Carsten Berger afviser, at han har været involveret så tidligt i processen.

Rudersdal har en række andre illikvide aktier i sin beholdning. Blandt andet i Bella-Center, Rella Holding, Erria, NTR Holding og Nuna Minerals. Aktier, som er karakteriseret ved kraftige fald det seneste år og aktier, som er meget illikvide. Det vil sige, at der er en meget beskeden omsætning på børsen af disse aktier.

Det er demonstreret i både Rella, Mols-Linien og Nuna Minerals, som er faldet kraftig, såsnart der er kommet en lidt større klump aktier til salg, ligesom kursfastsættelsen på Bella-Center vurderes at være urealistisk.

Rudersdal belånt
Carsten Berger har i sit investeringsselskab Rudersdal belånt sig til op over skorstenen. På et tidspunkt måtte han have sin revisor, Bjørn Bengtsson, til ekstraordinært at udfærdige en revisorerklæring om aktivernes værdi. Det skete i en erklæring af 19. december 2007, som Berlingske Business er i besiddelse af. Heraf fremgår det, at en af de større aktieposter er solgt med gevinst. Det kan være aktieposten i Rella Holding, som Carsten Berger således i givet fald er kommet ud af i god tid.

Carsten Berger har også pantebreve og ejendomme i sit Rudersdal-selskab. Men han oplyser, at han ikke har gjort forretninger med medlemmerne af bytte-klubber (ejendomsejere som bytter ejendomme med hinanden til opskruede priser,) som blandt andet Martin Klütz, Rene Müller, Kenneth Schwartz Thomsen, John Skovboe.

Carsten Berger ønsker ikke at oplyse om cash-flow (pengestrømme) i sit selskab.

»Der er løbende salg og nyinvesteringer, der afstemmes med løbende likviditet. Jeg har en virksomhed med fire ansatte. Jeg sidder ikke dagligt og laver cash-flow for eventuelle journalister. Jeg har løbende indtægter og udgifter - jeg kan svare enhver sit.«

Kilder i bankbranchen oplyser, at en række problematiske ejendoms- og investeringskreditter har fået nulstillet renten eller omlagt lånene, så de har 100 års løbetid i forsøget på at undgå at få korthuset til at ramle.

Det er dog ikke tilfældet i Rudersdal. Her skal der betales renter af den 1,3 mia. kr. store rentebærende gæld.

»Ja, der skal selvfølgelig betales renter på prioritets- og bankgæld.« siger Carsten Berger, der efterhånden er godt træt af, at der bliver stillet spørgsmål ved, om økonomien hænger sammen i Rudersdal A/S.

»Jeg kan kun forholde mig til fakta, ikke hvordan du vil tænke,« lyder svaret på det spørgsmål.

jhaberlingske.dk

 




Markedet lige nu