4. august 2008, 06:00 – opdateret 16. maj 2012, 07:31

Man skal efterhånden lede længe for at finde et flyselskab, som ikke tilbyder ligge-ned-stole på de lange oversøiske ruter og gør alt for at forkæle sine passagerer på de bedste klasser. Business class hos de fleste, suppleret med ren 1. klasse hos de største.

Når talen er om kortere europæiske ruter eller mellemdistancer, kniber det mere med at yde fuld valuta for de dyre billetter som eksempelvis København-Frankfurt for 7.780 kr., når det er dyrest. Her må flyselskaberne ty til at prise værdierne på landjorden før og efter selve flyrejsen i luften.

Vi tog som eksempel en returrejse fra København til Frankfurt og videre til Cairo med Lufthansa, fra Cairo til Sharm el Sheik og derfra videre til Rom med Egypt Air og hjem til København med SAS.

Ud fra en sådan rejse kan det roligt fastslås, at business class er en udefinerlig betegnelse alt efter flyselskab og flytype. Samt at det endnu kniber for nogle at adskille klassen tilstrækkeligt fra basisproduktet (økonomiklassen), når prisen skal tages i betragtning. Og det skal den naturligvis. Ikke mindst da flyselskabernes business class-priser på Europa er forholdsvis dyrere end på de lange ruter.

Fast Track en gevinst
Starten i København lettes voldsomt af tilladelse til at gå gennem SAS Fast Track, fordi billetten er udstedt på et SAS dokument. Noget som SAS selv betaler for, men som til gengæld er en væsentlig del af fordelen ved en business rejse.

Derefter fordel nr. to med adgang til et virkelig godt lounge-udbud i København, meget sjældent overfyldt, som man kan opleve det i andre europæiske lufthavne.

På turen til Frankfurt har Lufthansa for et års tid siden indført systemet med et bord fra midtersædet, der klappes ned, så der bliver to gode hvile- og arbejdspladser. Når det drejer sig om to sæders plads, sælges kun det ene. Det har især betydning i mindre fly. Pænt med plads og god service.

Gammelt Lufthansa-fly
Det er blevet sent på aftenen, inden vi går om bord i en gammel Airbus A300 fra Lufthansa med kurs mod Cairo. Det var den type fly, Janni Spies ikke kunne få solgt i sin tid, og som Lufthansa skulle skynde sig at komme af med samtidig med at flåden fornys. I hvert fald bedømt efter den business class-service, stole og underholdning, som der blev budt på denne nat. Langt fra Lufthansas normale business class-service på andre ruter og fly, hvor selskabet i mange tilfælde er førende.

Nu hjalp det heller ikke, at personalet ikke var oppe på dupperne og var meget længe om at komme i gang med servering af drinks og mad samt meget hurtigt til at få lukket ned igen.

Der er ingen TV-skærme i stole eller loft på dette fly, men derimod på en personlig omdelt monitor, som man skal balancere med, også for at få tilsluttet musikkanaler. Når maden så kommer, har man valget mellem at koble sig fra eller balancere med mad, ledninger og drikkevarer på snæver plads i et propfyldt fly.

Ikke på nogen måde imponerende, og måske er ruten til Cairo ikke nogen decideret business-rute.

Masser af vand
Et par dage senere bød programmet på en kort flyvning på under en time med Egypt Air fra Cairo til Sharm el Sheik med et Airbus-fly indrettet med 12 dybe, brede stole til business class. Her var det imponerende, at bagagen blev indskrevet mindre end en halv time før afgang, og flyet holdt meget langt ude på standpladsen. Alligevel var der rettidig afgang, og al bagagen nåede frem sammen med passagererne.

På hjemturen stod Egypt Air for flyvningen fra Sharm el Sheik til Rom søndag eftermiddag. Turistklasse var fyldt med italienske turister på vej hjem fra dykker- og badeferie ved Det Røde Hav. Også pæn belægning på business class. Igen med brede, bløde sæder, fine høretelefoner og arabisk musik på samtlige kanaler. Fremragende service, lækre internationale anretninger samt masser af frugt og vand.

Nul servering af alkohol, som det egyptiske selskab håber at få lov til at medbringe inden så længe. Fordi det er vigtigt for et internationalt selskab, om end det vil betyde problemer på hjemmefronten. Den egyptiske regering, som gennem holdingselskab ejer selskabet, bliver afgørende. Men nu er de store hoteller kommet med, hvorfor så ikke flyselskabet?

Hemmelig lounge
Roms Fiumicino Lufthavn er noget af en prøvelse en varm søndag eftermiddag i juli. Det vrimler med folk overalt. Køerne er alenlange, og her er det så, at loungerne skal være med til at give værdi for business-passagerer.

SAS har også adgang til en lounge på vej til flyet til København. Der er bare ikke ret mange, der ved det. De første tre funktionærer vidste det ikke. Den fjerde fra Air France pejlede os den rigtige vej til en ikke umiddelbar logisk placering.

Til gengæld var der ikke antydning af skiltning. Det kunne lige så godt have været en kosmetikforretning. Indenfor var der rigtig nok en lounge med skranke og en enkelt person til at betjene.

»Jo, vi tager også mod SAS-passagerer,« bekræftede han. Hvad det »også« stod for, fandt vi aldrig ud af.

»Var det ikke en smart idé at sætte et skilt op udenfor med de flyselskaber, som har adgang?«

»Jo, for resten, det burde vi da også få gjort!«

Fin dansk service
Hjem med SAS med Airbus A 321. Kun fire passagerer på business class. Som følge deraf var det blafrende gardin tæt på. Det er næsten en vittighed, når der kun er to rækker blokeret.

SAS bruger også at lade det midterste sæde stå frit, men har ikke som Lufthansa indrettet et nedklappeligt bord fra midterste stol. Første række er ikke den bedste, fordi man altid slås med væggen foran. Alligevel er det den dyreste plads i flyet, og en af de mest urolige.

Mit bord kan ikke lukkes ned, fordi der er gået en fjeder i armlænet. Men hvad så. Plads er der nok af. Tre sæder til én person.

Gastronomien er ikke imponerende; men endnu engang huskes den del af rejsen for et smilende og serviceminded, dansk personale. Måske SAS’ allerbedste aktiv for tiden. Hvor er business class dog en foranderlig oplevelse!