Haldor Topsøe får atter penge fra staten til udvikling af brændselsceller. Foreløbig har koncernen investeret 600 mio. kr. i ny klimavenlig teknolgi til strøm- og varmeproduktion. Topsøe venter kommercielt gennembrud inden for de næste fem år.
4. juni 2009, 05:00 – opdateret 18. maj 2012, 05:05
Selv om finanskrisen har ramt Haldor Topsøe A/S, er der ingen krise, når det gælder tempoet i udviklingen af danske brændselsceller. Meningen er, at cellerne i 2014 eller måske før skal markedsføres på det globale marked til produktion af både strøm og varme.
Hvis Topsøes drømme bliver opfyldt, kan dansk energi- og klimateknologi blive en central del af fremtidens effektive og klimavenlige mikrokraftvarmeværker og decentrale kraftvarmeværker. Lige fra USA til Indien og Kina i afsides egne, hvor der i dag ingen elforsyning er. Datterselskabet Topsoe Fuel Cell har foreløbig brugt 600 mio. kr. til udvikling af brændselsceller til demonstrationsanlæg, bl.a. med naturgas som brændsel til strøm- og varmeproduktion. Med en ny statslig saltvandindsprøjtning er der sat ekstra fart på for at nå målet om et kommercielt gennembrud i løbet af fem år.
Energistyrelsen under Klima- og Energiministeriet har netop bevilget Topsoe Fuel Cell 21 mio. kr. i tilskud fra statens såkaldte EUDP-midler. Pengene går til at modne produkterne og udvikle den såkaldte SOFC-teknologi med keramiske brændselsceller til kommercialisering. Det er ikke første gang, det offentlige støtter den nye grønne teknologi, der vil spare atmosfæren for udslip af CO2 og energiforbrugerne for betydelige udgifter til energi. En femtedel af de 600 mio. kr., Topsøe har investeret i teknologien, er penge fra staten og EU. I ledelsen hos Topsoe Fuel Cell drømmer man om, at fremtidsprodukterne kan blive et af Danmarks næste grønne eventyr med milliarder af kroner i valutaindtægter.
»Vi ser et stort potentiale i teknologien, hvor vi i dag kan udnytte naturgas og dieselolie mere effektivt som brændsel i klimavenlige anlæg med brændselsceller og i fremtiden gøre det samme med biobrændsler,« siger projektleder Joachim Harteg Jacobsen i Topsøe Fuel Cell.
Lyngby-virksomheden satser i første omgang på at fremstille brændselsceller til fremtidens højeffektive naturgasfyr, der både laver varme og strøm, men ikke kun strøm.
Kloge celler
Det smarte ved brændselscellerne er, at de fungerer med næsten alt som brændsel. Cellerne fra Topsoe Fuel Cell kan ved en kemisk reaktion og højeffektiv udnyttelse omdanne naturgas og biobrændsel til elektricitet. Topsøes celler skal kunne indgå i energisystemer – lige fra mikrokraftværker til en enkelt husstand til decentrale kraftvarmeværker til 100 kunder.
»Med vores brændselscelleteknologi i kombination med en varmepumpe sparer man helt op til 60 procent af gasforbruget til varme hos den enkelte husstand og virksomhed, der bliver tilsluttet fremtidens decentrale kraftvarmeværker,« siger projektleder Joachim Harteg Jacobsen fra Topsoe Fuel Cells.
Ud over brændselsceller til naturgas- og kraftvarmeværker satser Topsoe Fuel Cell også på at levere den avancerede brændselscelleteknologi til forsyning af strøm til TV, køleskabe, aircondition og varme i skibe og store trucks, mobile homes og andre store energislugende biler, der ellers får strøm fra dieselgeneratorer. Her er det målet at reducere brændstofforbruget med mellem 30 og 40 procent.






























































