Flyfabrikken Boeing er på vej mod et økonomisk mareridt, efter at den største kunde til selskabets nye storstatsning - 787 Dreamliner - aflyser stribevis af ordre.
26. juni 2009, 18:47 – opdateret 26. juni 2009, 19:09
Det der skulle have været en økonomisk kraftindsprøjtning til den amerikanske flyproducent Boeing er nu på vej til at udvikle sig til en decideret fiasko.
Selskabet har satset milliarder på udviklingen af den nye flytype Boeing 787 Dreamliner - men flytypen er nu så forsinket, at den største kunde til flyet - australske Qantas - har valgt at afbestille 15 fly og udskyde leveringen af andre 15 fly med fire år. I alt har Qantas bestilt 80 787'ere.
Afbestillingen er et hårdt slag for Boeing, der har desperat brug for, at deres nye flytype - der blandt andet skal afløse den klassiske jumbojet 747 - bliver en succes.
Ramt af recession
Boeing meddelte i tirsdags, at 787'eren bliver yderligere forsinket. Flyet er allerede forsinket næsten to år, og er nu ramt ind i den verdensomspændende recession, der påvirker stort set alle flyselskaber hårdt.
787'eren er et mindre fly end konkurrenten Airbus 380 - men kan dække cirka samme rækkevidde og skulle være blandt de hidtil mest brændstofeffektive fly.
Med Qantas afbestilling har Boeing indtil videre modtaget 73 afbestillinger af 787'eren. Det svarer til cirka otte procent af de samlede ordre på flytypen.






























































