Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Biobrændstof på alle danske tankstationer om et år

Om godt et år vil der komme biobrændstof ud af hanerne hos samtlige benzinselskaber i Danmark. Det kræver et EU-direktiv.

0 af 6 stjerner

Folketingets vedtagelse af et EU-direktiv om iblanding af bioethanol i benzin vil være en realitet fra 1. juli 2010 i Danmark, hvor alle benzinselskaber over en bred kam vil iblande fem procent biobrændstof. Året efter - den 1. juli 2011 - vil der desuden være syv procent biobrændstof i diesel. Dermed opfylder den danske benzin- og olieindustri det vedtagne lovforslag i Folketinget, som følger et tidligere EU-direktiv, hvor benzinselskaberne nu har ”pligt” til at iblande biobrændstof.

Dermed vil alle tankstationer i Danmark have iblandet fem procent bioethanol i benzinen om godt et år og biodiesel i diesel om to år.

Baggrunden for at EU-direktivet pålægger iblanding af biobrændstof i benzin og diesel sker for at nedbringe transportområdets udslip af CO2.

I dag er Statoil det eneste af de store olieselskaber i Danmark, der markedsfører 95-oktan benzin, som er iblandet bioethanol. De øvrige selskaber har hidtil lagt luft til Statoils soloridt, fordi de mener, at regnestykket med CO2-reduktion ved iblanding af biobrændstof ikke har været til fordel for miljøet. Hvis der bliver brugt fødevarer eller fældet regnskov for at kunne fremstille bioethanol eller det bliver sejlet hertil langvejs fra tæller det den gale vej i CO2-regnskabet. Men nu skifter de øvrige selskaber spor.

- Vi følger selvfølgelig lovene. Men EU-reglerne indeholder ligeledes bæredygtighedskriterier, hvor den fremstillede bioethanol som iblandes benzin minimum skal reducere CO2-udslippet med 35 procent i 2012. Dermed kommer vi udenom den problemstilling, hvor der kan sættes spørgsmålstegn ved, om biobrændstof fremkalder mangel på fødevarer eller forøger CO2-udslippet. Dermed bliver der også en sikkerhed for, at anvendelsen af biobrændstof ikke går ud over naturen, siger formand Steffen Pedersen, Energi- og Olieforum, der er en interesseorganisation for oliebranchen.

”Tæller dobbelt”

En anden del af den nye lovgivning, som de nye EU-regler ligeledes indeholder, er, at bioethanol fremstillet af planterester eller biodiesel fremstillet af dyreaffald - såkaldt andengenerations brændstof - ”tæller dobbelt”. Det vil sige, at reduktionen af CO2 bliver dobbelt så stor, sammenlignet med hvis biobrændstoffet er fremstillet af hvede og majs (førstegenerations biobrændstof).

Dermed ligger der ifølge Steffen Pedersen et ”incitament” i EU-reglerne til at få fremstillet andengenerations biobrændstof lokalt.

- Det er utroligt vigtigt, at de nye regler medfører en miljøgevinst i form af lavere CO2-udslip. Ellers giver det ingen mening. Vi ved også, at der slet ikke fremstilles nok andengenerationsbrændstof lokalt set til at dække behovet for iblanding. Men EU-reglerne er det bedste, der kan gøres på nuværende tidspunkt, og vi sætter vores lid til, at EU´s bæredygtighedskriterier er gode nok for miljøet, så iblandingen af biobrændstof samlet set giver en gevinst, siger kommunikationschef Lone Bonde, OK Benzin.

 




Markedet lige nu