Lange ventider hos politiet på køreprøver kan gøres korte, hvis bilsynsfirmaerne får lov at udføre opgaven. Kørerlærere støtter ideen.
15. juni 2009, 06:57
De store private bilsyns-firmaer Applus og A-Inspektion er nu parat til at påtage sig opgaven som prøvesagkyndige ved udstedelse af kørekort. Der er i øjeblikket lange ventetider på køreprøver, fordi politiets prøvesagkyndige ofte trækkes ud til andre politimæssige opgaver. Ventetiden er i de fleste politi-kredse er over en måned, og den bliver ifølge kørelærerne stadig længere.
- Vi har tilbudt politiet at løse denne opgave. Det falder naturligt i forlængelse af de opgaver vi ellers udfører, siger adm. direktør i den største private bilsynskæde Applus, Arne Willerslev-Legrand, til ErhvervsBladet. dk.
Applus overtog i 2005 Statens Bilinspektion, der dengang havde til opgave at stille køreprøve-sagkyndige til rådighed ved køreprøver til stort kørekort.
- Vi har en lang række medarbejdere, som allerede har uddannelsen, og de ville kunne aflaste politiet, siger Arne Willerslev Legrand.
Hos A-Inspektion, et større, finskejet bilinspektions-firma, der også opererer i Danmark, er adm. direktør Thomas Lindahl ligeledes interesseret i at påtage sig opgaven. I bl.a. Finland og Irland er det private bilsynsfirmaer, der på statens vegne stiller prøvesagkyndige til rådighed ved køreprøver, fremhæver han.
Også nummerplader
De to bilsynsfirmaer er ifølge Thomas Lindahl også i dialog med Skat om at påtage sig opgaven som udsteder af nummerplader. Denne opgave overgik til Skat i forbindelse med politireformen, der trådte i kraft 1. januar 2008.
Ideen om at privatisere køreprøverne under statslig kontrol bakkes op af Danske Kørelæreres Landsforbund: - Vi har selv foreslået justitsministeriet, at området privatiseres – gerne under politiets kontrol og sådan, at private kørelærere uddannes til at påtage sig opgaven, men vi får intet svar, siger formanden, Frank Dencker, Rødovre. Han betegner ventetiderne på at få en prøvesagkyndig som grotesk lange.
- Folk, der skal til prøve i København, må til Svendborg, hvis de vil have deres kort indenfor en måned, siger han.
Politiassessor Mads Ma-zanti Hansen i Rigspolitiet vil ikke tage stilling til tilbudet fra bilsynsfirmaerne, fordi der er tale om et politisk spørgsmål, som i givet fald vil kræve en lovændring.
Flere ansatte
Han oplyser, at politiet har fået mulighed for at ansætte flere prøvesagkyndige, der har uddannelsen fra gammel tid. Forudsætningen er, at de gennemgår et opkvalificeringskursus.
- Men det er de enkelte politikredse, der skal forestå ansættelsen, og lige nu er der ansættelsesstop, forklarer Mads Mazanti Hansen.
ErhvervsBladet.dk har forgæves forsøgt at få en kommentar til bilsynsfirmaernes tilbud fra justitsminister Brian Mikkelsen.
Især de større bilsynsfirmaer kører med en dårlig økonomi og søger flere opgaver.
Rigsrevisionen har tidligere kritiseret Færdselsstyrelsens kontrol med bilsyns-virksomhederne for at være for lemfældig. Kritikken gælder dog ikke specielt de små virksomheder, som ErhvervsBladet skrev forleden i en artikel om de store bilsynsfirmaers dårlige regnskaber.



























































