Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Banker forbereder rekonstruktion af Torm

Nødløsning. Torms banker har så svært ved at findes fælles fodslag om en kapitaltilførsel til Torm, at de nu er gået i gang med at forberede en rekonstruktion af Torm. Det kan medføre, at aktionærernes værdier udhules yderligere.

Dramaet omkring redningen af rederiet Torm har nået nye højder under svære forhandlinger de seneste uger. På onsdag er der deadline for en ny bankaftale, men Torms 11 største bankforbindelser har ifølge Berlingske Business’ oplysninger ikke kunnet blive enige om en model med en kapitaltilførsel.

Advokater er derfor allerede i gang med at forberede alternativet i form af at sende Torm gennem en rekonstruktion under konkursloven.

De danske hovedbanker Danske Bank, Nordea og Danmarks Skibskredit kæmper dog til det sidste for at overbevise Torms udenlandske banker om, at den bedste løsning er at garantere en stor kapitalforhøjelse. Det vil ganske vist med stor sandsynlighed gøre bankerne til hovedaktionærer, men samtidig polstre Torm tilstrækkeligt til at komme gennem stormvejret.

»Jeg håber stadig på, at bankerne kan blive enige om en løsning med en kapitalforhøjelse, for en rekonstruktion vil gå hårdt ud over aktionærerne. Aktierne vil formentligt blive nul værd, hvis Torm sendes gennem en rekonstruktion, men bankerne er – situationen taget i betragtning – nødt til at forberede sig på scenariet,« siger Jacob Pedersen, aktieanalytiker i Sydbank.

Banker venter store tab

Danske Bank og Nordea udtaler sig aldrig om enkeltkunder, men begge bankers nedskrivninger på shipping i fjerde kvartal har vakt opsigt i markedet.

Danske Bank, der ellers ikke er specielt store inden for shipping, har oplevet en enorm stigning i de misligholdte lån inden for transport og shipping til godt to milliarder kroner ved udgangen af 2011 fra blot 171 millioner kroner tre måneder tidligere. Og banken har nedskrevet over en halv milliard kroner på shipping.

»Det øgede nedskrivningsbehov var relateret til et begrænset antal kunder og afspejlede især den negative udvikling i shippingbranchen,« forklarer Danske Bank i årsregnskabet.

Præcis som i forbindelse med Nordeas regnskab, hvor markante shippingnedskrivninger var den store skuffelse, vurderer en række analytikere, at det er Torm, der er årsagen til langt størstedelen af disse shippingnedskrivninger.

»Bankernes hensættelser kan enten tyde på, at man venter store tab på grund af en rekonstruktion, eller at bankerne alligevel er villige til at nedskrive Torms gæld for at tillokke nye investorer,« siger Jacob Pedersen.

Investorer har takket nej

Det amerikanske selskab Evercore har gennem flere måneder arbejdet for Torm og bankerne i et forsøg på at finde investorer, der vil skyde friske penge ind i Torm, men trods talrige møder har alle investorerne ifølge Berlingske Business’ oplysninger takket nej. Investorerne vil have en markant nedskrivning af Torms ti milliarder kroner store gæld, før en investering kan overvejes, hvilket bankerne hidtil har afvist.

Uden nye investorer har det været håbet i markedet, at bankerne i stedet ville garantere en kapitalforhøjelse på omkring 300 millioner dollar – svarende til hele fem gange Torms aktuelle børsværdi – hvilket skulle sikre nok kapital til at redde Torm gennem krisen. Uden nye investorer ville bankerne dog ende med langt størstedelen af de nye aktier og dermed også som hovedaktionærerne i Torm.

Problemet er, at nogle af Torms udenlandske banker gerne vil reducere sine shippingudlån, og det gør det nok så udfordrende at få dem med på at skyde flere penge i Torm.

Græker stritter imod

Bankerne er dog enige om, at den græske hovedaktionær, Panayotides-familien, ikke længere skal have magten over Torm, og de nye danske regler for rekonstruktion betyder netop, at kreditorer står stærkt i forhold til ejerne, ligesom rekonstruktørerne kan overtage ledelsen med selskabet.

Gabriel Panayotides kæmper dog videre for at finde investorer og skulle have forberedt sin egen nødplan i form af at søge konkursbeskyttelse i USA under de såkaldte Chapter 11-regler, hvor ejerne gennem flere år kan være beskyttet mod kreditorernes krav .

Det er dog højst tvivlsomt, om de amerikanske myndigheder vil give konkursbeskyttelse, hvis kreditorerne ønsker en rekonstruktion gennemført i Danmark, og Chapter 11-kortet vurderes i shippingkredese som en sidste trussel fra grækeren.

Kunderne forsvinder

Under alle omstændigheder haster det med en løsning, da Torms kunder i form af de store olieselskaber er blevet så nervøse for Torms videre drift, at de er nødt til at overveje at få fragtet deres olieprodukter med andre rederier. Kunderne er ganske enkelt bange for, at skibene bliver arresteret med den enormt værdifulde last.

Og timeglasset er ved at løbe ud. Torm har henstand på gældsafdrag fra bankerne indtil på onsdag, og med stor nervøsitet blandt kunderne er en snarlig løsning påkrævet. Det ventes dog, at Torms henstand forlænges med 14 dage til 1. marts, hvor Torm aflægger årsregnskab, og bankerne ventes at have taget en beslutning om den videre færd for Torm.B

 




Markedet lige nu