Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Argentina klager over Mærsks Falklandsrolle

Argentina har afleveret en officiel klage til Udenrigsministeriet over A.P. Møller - Mærsk, der hjælper britisk olieefterforskning ved Falklandsøerne, og det kan give problemer og senere retssager.

En officiel protestnote til det danske udenrigsministerium og en klage direkte til ledelsen af A.P. Møller - Mærsk. Det er konsekvensen af A.P. Møller - Mærsks deltagelse i den britiske efterforskning efter olie ud for de omstridte sydatlantiske Falklandsøer.

Den argentinske regering afleverede allerede for en måned siden i al hemmelighed en protest mod, at A.P. Møller - Mærsk har to offshore-skibe, som deltager i arbejdet med at lede efter olie ved Falklandsøerne. To skibe har således bugseret en olieboreplatform til Falklandsøerne, og de to offshore-skibe skal de næste måneder assistere platformen under jagten på olie.

»Jeg kan bekræfte, at den danske ambassade i Argentina har modtaget en såkaldt orienterende note fra den argentinske regering. I noten udtrykkes bekymring over, at flere danske virksomheder deltager i olieefterforskningen ved Falklandsøerne,« siger Danmarks ambassadør i Argentina, Henrik Frandsen Hahn, der oplyser, at noten er af orienterende karakter, og at Danmark derfor ikke har afgivet et officielt svar.

Den britiske beslutning om at sætte fart på olieefterforskningen i undergrunden ud for Falklandsøerne har fået temperamenterne til at brænde i Argentina. Efter mange års relativ ro mellem Argentina og Storbritannien om retten til den lille sydatlantiske ø har udsigten til, at man måske kan finde store mængder olie og gas ved øerne, igen fået konflikten til at bryde ud.

Vurderingen lyder dog, at det er nærmest utænkeligt, at konflikten igen vil ende i en krig, som det skete i 1982. I stedet bruges konflikten igen indenrigspolitisk i Argentina, hvor den kan være med til at dække over de problemer, som landets regering har i disse uger.

Erstatningsansvar

Ud over den officielle note til det danske udenrigsministerium har Argentinas ambassade i Danmark afleveret en skrivelse til A.P. Møller - Mærsk i Danmark.

»Jeg kan bekræfte, at vi har modtaget en skrivelse, hvori Argentina gør opmærksom på, at de har noteret, at A.P. Møller - Mærsk assisterer i forbindelse med flytningen af af en olierig til Falklandsøerne. Argentinerne gjorde os opmærksomme på, at Argentina fortsat gør krav på øerne, at enhver olie- og gasefterforskning ved og i havet ud for øerne kræver argentinsk tilladelse. Endelig fremgår det af skrivelsen, at A.P. Møller - Mærsk risikerer at ifalde ansvar, som det hedder i den type henvendelser,« siger underdirektør Anders Würtzen, der er head of public affairs i A.P. Møller - Mærsk, altså har ansvaret for kontakten til danske og udenlandske regeringer og politikere.

Oversat betyder udtrykket »at ifalde ansvar«, at Argentina potentielt kan kræve erstatning af A.P. Møller - Mærsk. Foreløbig tyder intet dog på, at der er en erstatningssag under opsejling over for den danske koncern.

»Det er business as usual for vore aktiviteter i Argentina,« siger Anders Würtzen, der fortæller, at koncernen ikke har svaret på den argentinske henvendelse.

Ifølge Berlingske Business' oplysninger har yderligere to danske virksomheder modtaget officielle argentinske henvendelser, fordi de bidrager til den britiske olieefterforskning ud for Falklandsøerne. Det drejer sig om rederiet Thor Shipping, mens det tredje selskab foreløbig er anonymt.

 




Markedet lige nu