Norsk bank forventer, at en stærk mand træder ind i det gældsplagede rederi i sidste øjeblik.
21. februar 2012, 16:26 – opdateret 21. februar 2012, 16:28
Rederiet Torm bliver ikke splittet op eller tvunget til at sælge ud til ugunstige priser. Det mener analytikerne i den norske bank DNB ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Torm er i dyb gæld og har måttet leve på bankernes nåde i flere måneder med gentagen henstand i betalinger. I alt skylder rederiet 10,8 mia. kr. til en række banker, som nu forhandler med rederiet om en langsigtet redning.
- Vi forventer ikke, at aktiverne sælges, eller at virksomheden bliver delt op. Vi venter snarere, at en ny hovedaktionær vil træde ind på scenen i sidste øjeblik i et samarbejde med de 15 involverede banker, skriver DNBs analytiker Nicolay Dyvik ifølge Reuters.
Følelserne for Torm-aktien er dog ikke af den grund særligt varme hos DNBs analytikere, der sætter et kursmål på 1 kr. på aktien og anbefaler "sælg".
Torm handles tirsdag eftermiddag i 4,70 kr. efter et fald på 0,6 pct. i løbet af dagen. Selskabet er nede i en markedsværdi på 342 mio. kr. - det skal ses i forhold til planer om en kapitaludvidelse i omegnen af 300 mio. dollar, svarende til 1,7 mia. kr.
Den seneste henstand fra bankerne løber frem til 1. marts, hvor Torm leverer årsregnskab for 2011.































































Berlingske Forum - Skriv kommentar
Husk: Hold en god tone i debatten