Flyselskabet Air France overvejer helt at nedlægge business class på flyvninger i Europa, skriver den franske avis Le Figaro. Overvejelserne skyldes faldende salg af business class-billetter og øget konkurrence fra lavpris-flyselskaber og lyntog.
7. september 2009, 11:23 – opdateret 7. september 2009, 12:18
En af de største nyskabelser i moderne flyhistorie var da daværende SAS-chef Jan Carlzon i 1981 lancerede business-class konceptet Euroclass. Strengt taget var mellemtrinnet mellem økonomiklasse og første klasse opfundet tre år inden af British Caledonian, men SAS gjorde business class til en næsten øjeblikkelig succes.
Ideen blev kopieret af stort set alle andre flyselskaber, og er i dag det suverænt mest profitable segment for flyselskaberne. Men nu overvejer Air France ifølge avisen Le Figaro at nedlægge business class på de europæiske flyvninger. En beslutning ventes taget i oktober, og kan få virkning fra begyndelsen af 2010.
Pres fra flere fronter
Chefen for Air France, Pierre-Henri Gourgeon, har oplyst at selskabet "er i gang med en vurdering af produktet på mellemdistanceflyvninger".
Ifølge Le Figaro skyldes overvejelserne en kombination af et kraftigt fald i salget af business class-billetter på grund af den finansielle og økonomiske krise og øget konkurrence fra lavprisselskaber og TGV-lyntog.
I modsætning til de traditionelle flyselskaber opererer stort set alle lavprisselskaberne kun med en klasse om bord på flyene.
Ifølge Le Figaro har Air France dog ingen planer om at afskaffe business class på de længerevarende flyvninger.






























































