Prisen på det danske flyselskab Sterling var ren fiktion, da islandske investorer handlede det mellem hinanden i 2006. Det viser materiale fra husransagning.
7. september 2010, 16:53 – opdateret 7. september 2010, 16:55
Fortrolig korrespondance mellem tidligere topfolk i den krakkede islandske kapitalfond FL Group tyder på bedrageriske forhold i handlen med bl.a. det danske lavprisselskab Sterling i 2006.
Det skriver den islandske erhvervsavis Vidskiptabladid, der har fået fat i dokumenter fundet under husransagninger i Reykjavik; dokumenter som også myndighederne har.
Sterling gik ned i 2008 med et hul i kassen på over en milliard kr., og 700 mistede jobbet, mens resterne blev overtaget af danske Cimber.
Få år forinden havde en kreds af islændinge overtaget og sammenlagt Sterling Airlines og Maersk Air og handlet selskabet mellem sig selv til stadigt højere priser.
Overvurderet
Netop den opsigtsvækkende udvikling i priserne har i lang tid givet næring til spekulationer om, hvorvidt hele manøvren handlede om at drible penge ud af det dengang børsnoterede FL Group – snarere end om almindelige forretningsmæssige overvejelser. Den teori får nu støtte fra uventet kant: I en mail-korrespondance mellem to af FL Groups tidligere ledende medarbejdere bliver det bramfrit diskuteret, hvordan handlen skal skrues sammen, kort før flyselskaberne Sterling og Iceland Express bliver solgt fra FL Group til Northern Travel Holding i december 2006.
Et kritisk brev går mellem to af FL Groups direktører den 6. november 2006 en halv time før midnat.
Her skriver Jón Sigurdsson til Einar Thorsteinsson om transaktionen:
»Er IE (Iceland Express, red.) overvurderet lige så meget som ST (Sterling, red.) relativt set? Det er helt afgørende.«
Og videre i den password-beskyttede mail hedder det om forudsætningerne for at kunne kræve et sælgerlån:
»Vi må forestille os afkastet de kommende 2-3 år.« (Must put up some imagined IRR case, red.).
Det bestyrker, hvad kilder tæt på processen tidligere har fortalt Business: Det var ganske småt med overvejelserne om driften i Sterling-handlen, simpelthen fordi en fornuftig drift aldrig var hovedmotivet bag transaktionerne.
Forsvundne penge
Det er således ikke første gang, at der bliver sået tvivl om handlerne med Sterling.
Business afslørede allerede sidste sommer, at Islands bagmandspoliti efterforskede FL Groups oprindelige køb af Sterling til 1,5 mia. danske kr.
I april i år trådte en tidligere CEO i FL Group frem, og fortalte, at hun stoppede i selskabet efter blot fire måneder, fordi den daværende bestyrelsesformand Hannes Smárason overførte tre mia. islandske krónur til en konto i Luxembourg uden bilag, lånedokumenter eller anden forklaring.
En medvirkende årsag var også, at hun var skeptisk over for prissætningen på Sterling, og hun fik aldrig nogen forklaring på, hvordan det køb kunne være i aktionærernes interesse.
Central rolle
Hannes Smárason er helt central i sagen og er allerede mistænkt for mandatsvig for sin rolle i handlerne.
En anden hovedperson er manden, der begærede Sterling konkurs i oktober 2008, Pálmi Haraldsson, der på ét år nåede både at sælge og købe Sterling.
Både Pálmi Haraldsson og Hannes Smárason er endvidere kendt som nært forbundne til den tidligere Magasin-ejer Jón Ásgeir, der reelt kontrollerede FL Group.

































Berlingske Forum - Skriv kommentar
Husk: Hold en god tone i debatten