De helt små biler og biler med traditionel bagagerum er de eneste, der ikke kan blive godkendt som varebiler.
15. oktober 2009, 07:31 – opdateret 13. maj 2012, 06:49
I sidste uge blev VW's lille Polo valgt som Årets Bil i Danmark, kåret af MKD, Motorjournalisternes Klub Danmark - det skete på FDM Jyllandsringen ved Silkeborg.
Polo er en velbygget og velkørende bil, som er påtænkt familien Danmark, men som også vil have muligheder som firmabil. Endda også på gule nummerplader, for varerumslængden er opgivet til 1.371 mm - og kravet til denne længde i varebiler er 1.200 mm.
»Polo Van« er allerede blevet godkendt som varebil til 50 procent afgift - til priser fra 101.299 kroner plus moms for billigste udgave med benzinmotor og 105.599 kroner plus moms for billigste dieseludgave, siger Bent Rosendal, varebilschef hos Scandinavisk Motor Co, til ErhvervsBladet.dk.
Polo Van vil passe både til private, til offentlige myndigheder og private virksomheder, der skal bruge en postbil eller lignende.
Med i feltet til Årets Bil var også Hyundai i20 - i samme størrelse som Polo - som også fås som Van. Bilen er afløser for Getz modellen og fås både med benzin og dieselmotor.
Som Van koster billigste 1,25 benziner 82.495 kroner plus moms, mens 1,4 diesel koster 101.995 kroner plus moms.
Getz kunne fås med en 1,6 liters benzinmotor, men den nye 1,4 benzinmotor med 100 hk er stort set lige så hurtig - og i20 diesel er direkte hurtig.
Til kommuners hjemmepleje
- Som Van sælger vi mange i20 til flere kommuners hjemmepleje - og det er ofte 1,25 benzin, der vælges til meget bykørsel og 1,4 diesel til landdistrikter, siger salgschef Peiter Larsen fra Bjarne Pape Automobiler, Honda og Hyundai på Amager.
Mazda 3 er allerede godkendt som Van - og kits til ombygning ligger klar hos mange forhandlere. Så i princippet kan man få lige fra den mindste 1,6 Go udgave til 132.433 kroner plus moms til sportsudgaven Mazda 3 MPS til 222.123 kroner plus moms, som måske kunne være en mere anonym Golf GTI »killer«.
Opel vil nok vente på stationcarudgaven af den nye Astra, før den kan tilbydes som Van. Men da serien i det hele taget først kommer til Danmark ved årsskiftet, er Van-priser slet ikke udregnet.
Renault derimod tilbyder varebilsudgave af Megane coupéudgaven, der fås i en 2-liter turbo benzin til 168.000 kroner plus moms og en 1,9 cdi diesel til 167.748 kroner plus moms.
På miljøsiden har Honda valgt ikke at tilbyde deres hybridbil Insight som Van - det gør derimod Toyota med deres i øvrigt helt nye Prius - der som Van koster 192.129 kroner plus moms. Desuden er MPV bilerne Urban Cruiser og Verso også til at bestille som varebiler - til priser fra henholdsvis 137.116 kroner plus moms og 168.758 kroner plus moms (kaldet Sportsvan). Det gælder også Toyota Avensis, der fås som Van fra 177.078 kroner plus moms.
Off roader Vans
Subaru vil tilbyde deres Legacy og Outback 4x4 udgaver som Van's til henholdsvis 202.362- og 218.827 kroner plus moms - og det gælder også de nye Peugeot 3008, Renault Grand Scenic og Skoda Yeti modeller, som vi beskrev i sidste uge. De koster henholdsvis fra 183.990 kroner plus moms (1,6 HDI), 175.000 kroner plus moms (1,9 dci) og 139.111 kroner plus moms (1,2TSI).
I den kompakte klasse for MPV'er er biler som Kia Soul også klar som Van. Priserne begynder for «Asian« udstyrsmodellen på 124.999 kroner plus moms som benzin og 134.999 kroner plus moms som diesel.
C3 Picasso fra Citroën er allerede på markedet som varebil fra 129.900 kroner plus moms for en benzinudgave (plus 5.000 kroner for diesel). Fiat Qubo var også med i feltet til Årets Bil i Danmark 2010 - men den findes allerede som ægte varebil under navnet Fiorino til godt 90.000 kroner plus moms.
I den tungere MPV- og 4x4-række, som var i Silkeborg, kan også Audi Q5 fås som varebil. Den kan fås i en 2-liter TDI til 212.772 kroner plus moms.






























































