På grund af en forsøgsordning med 18 ton-zone skal Arla køre en omvej og omlade varer for at distribuere mælk og andre daligvarer til Køge.
21. december 2009, 06:14
Hos Arla Foods ser man ingen anden udvej end at køre en omvej uden om Køge med sine 40 ton distributions-biler, der kommer fra afdelingen i Slagelse - og så laste om i afdelingen i Ishøj - når dispensationen til at køre med de store lastbiler i den nye 18 ton-zone udløber til februar.
Zonen er indført i Køge centrum - foreløbig som forsøgsordning i halvandet år.
- Vi har jo netop investeret i store distributionsbiler for at give kunderne den bedste økonomi. Det er meget fordyrende at skulle bruge to-tre mindre biler i stedet for én stor til at betjene de fire butikker i Køge. Men vi har ikke små biler, og på grund af krisen er der nærmest ingen vognmænd tilbage, vi kan hyre, og slet ikke med små toakslede 18 ton-biler, siger kørselschef for Arla på Sjælland, Ole Højris Christensen.
Ud over Arla har flere andre distributionselskaber fået dispensation - blandt andre COOP.
Dyrere varer
Han understreger, at den nye ordning vil være fordyrende for forbrugeren, og at miljøet er den store taber med ekstra 11.000 kg CO2-udslip fra bilerne om året - svarende til ekstra 15.000 km. kørsel.
Leveringen af mælk finder oftest sted tidligt om morgenen. I dag er der et møde i Køge om problemerne - indkaldt af kommunen.
Køge kommune har mødt kraftig modstand fra flere sider over for den nye 18 ton- zone, der med kort varsel netop er indført - men godkendt af politiet. Ud over handelsdrivende i Køge og transportvirksomheder som Arla har også DTL og senest Venstres folketingsgruppe vendt sig imod forsøget.
- Det er uholdbart, hvis kommuner begynder at indføre særlige forbudszoner rundt omkring i landet. Vejbestyrelsen er forpligtet til at sørge for en tilstrækkelig og forsvarlig sagsoplysning. Det vil sige, at den skal sikre, at alle de forhold, som kan få betydning ved sagens afgørelse, bliver ordentligt belyst, siger Kristian Pihl Lorentzen, trafikordfører for Venstre i Folketinget.
Kristian Pihl Lorentzen mener ikke, at sagen var tilstrækkeligt belyst, inden Køge kommune indførte forbudszonen.
Det gælder både med hensyn til trafiksikkerhed og miljø. Forbudszonen vil betyde mere lastbiltrafik på grund af et øget antal lastbiler, der har kørselsopgaver i bymidten og på grund af, at større lastbiler skal køre store omveje for at komme udenom zonen.
Forbudszoner
- Derfor har vi i Venstre rejst denne sag over for transportministeren for at få afdækket lovligheden i, at kommuner som vejbestyrelse udsteder sådanne kørselsforbud. Hvis det er lovligt, hvad Køge har gjort, vil Venstre rejse sagen over for justitsministeren med forslag om at få standset den praksis med rent lokale færdselsregler og forbudszoner, siger Kristian Pihl Lorentzen.
Forbudszonen er indført efter færdselslovens paragraf 92. Bestemmelsen giver vejbestyrelsen (kommunen) mulighed for med politiets samtykke at træffe færdselsmæssige bestemmelser vedrørende en vejs udnyttelse eller indretning.
- Landets kommuner skal ikke oprette forbudszoner efter eget forgodtbefindende med vage henvisninger til trafiksikkerheden. Færdselsloven er efter vores mening klar. Og den skal Køge kommune også følge. Loven lægger op til, at man kan klage over lokale færdselsafgørelser til Rigspolitiet, så det gør vi nu, siger DTL's vicedirektør Morten Lindbo.
Han henviser til justitsminister Brian Mikkelsens udtalelser fra Folketingets talerstol 8. november 2008, hvor han gjorde klart, at loven er god nok til at hindre uigennemtænkte kommunale færdselsreguleringer. Dengang sagde han, at kommunerne eller Vejdirektoratet ikke har frie hænder til at følge enhver indskydelse til at indføre en hvilken som helst færdsels-regulerende foranstaltning.
Folketingsdebatten kom i kølvandet på et tilsvarende slagsmål om en københavnsk forbudszone. Den valgte Borgerrepræsentationen bagefter at droppe, fordi en grundig analyse viste, at man kunne forvente forringelser af trafiksikkerheden.
Mindre lastbiler
- Varer til bymidten må læsses på mindre lastbiler. I vores trafikanalyse er det anslået, at der af den grund kan komme en mindre stigning i antallet af lastbiler i bymidten. Men vi forventer, at det for beboere og andre trafikanter i bymidtens mindre gader vil opleves som en forbedring, fordi små lastbiler virker mindre dominerende end de store på over 18 ton. Det er en af de ting, forsøget skal være med til at belyse, siger plan- og trafikchef Hanne Moe, Køge kommune, i invitationen til mødet i dag i Køge.



























































Berlingske Forum - Skriv kommentar
Husk: Hold en god tone i debatten