Regering, embedsværk og medier kører rundt i cirkler med store blinde vinkler, og det går derefter. Kan en konkurs åbne øjnene?
Hvilket team ville du sætte, hvis du fik til opgave at vende udviklingen i en virksomhed, der er ved at gå under. Økonomien er i bund, produktiviteten falder, logistik og infrastruktur halter, eksporten falder, og alligevel vokser administrationen. Ville du satse på dem, for hvem IT, effektivisering, forskning og udvikling er en by i Sibirien? Ville du hente en håndfuld jurister ind?
Fem af de 19 ministre, der skal få Danmark oven vande igen, er jurister, og dermed specialiserede i at sikre, at love overholdes og i konstruktion af love. Statsminister Lars Løkke Rasmussen og de øvrigt jurister har stort set kun haft fokus på politisk arbejde og organisa-<saxo:ch />tionsarbejde efter, at kandidatgraden var i hus.
Jobbet satte ingen spor
Den næststørste gruppe i regeringen udgøres af tre, der har studeret læren om politik, og cand.scient.pol’ernes beskæftigelsesmønster ligner de fem juristers.
Udenrigsminister, cand.oecon. Lene Espersens ligeså. Hun har siden 1994 været fuldtidsbekæftiget inden for politik, forinden nåede hun blandt andet to år som systemkonstruktør hos Bankernes EDB Central. Der findes altså et menneske i regeringen, der engang snusede til IT-området, som er vigtigt for at skabe produktivitetsvækst og bane veje for nye muligheder. Intet tyder på, at det fik sat spor hos Espersen.
:Erhvervserfaring finder man i højere grad hos kulturminister, mag.art. Per Stig Møller, selv om han nærmest er født ind i politik, og erfaringen er så fra medierne. Også forsvarsministeren, cand. merc.mat Gitte Lillelund Bech, har erfaring fra det private erhvervsliv (Nykredit, Cowi og Danske Bank).
Tilsammen udgør disse personer med længerevarende uddannelser knap 70 procent af regeringen.
Den mellemlange uddannelse repræsenteres af to lærere, transportministeren og miljøministeren. Landbrugsministeren er en garvet landmand med en kortvarig uddannelse, beskæftigelsesministeren har en kortvarig kommunikationsuddannelse og lidt medieerfaring. Skatteministeren, uberørt af det private erhvervsliv, har en studentereksamen i hus.
Helge Sanders efterfølger
Også den nye minister for videnskab, teknik og udvikling, Charlotte Sahl-Madsen, nøjes med en studentereksamen, men hun har en bred og interessant baggrund, og i en IT-klumme må der nødvendigvis ofres nogle flere ord på personer.
Sahl-Madsen var i ti år leder af Glasmuseet i Ebeltoft, og så gik turen til Lego, hvor det især handlede om fremtidens legetøj. Derefter blev hun direktør for den naturvidenskabelige oplevelsespark Danfoss Universe og senest formand for Danfoss Universe og dens fond. Det kan tyde godt for den naturvidenskabelige interesse. På CV’et ses mange politisk tildelte tillidsposter, og de vedrører design, arkitektur, turisme, oplevelsesøkonomi, opera og innovation.
Det er altså det 19 personers redningsteam, der skal sikre gode rammer for højere vækst i produktivitet, udvikling af nye forretningsområder, bedre vilkår for forskningen og mindre bureaukrati. Oven i kommer at få skabt rammer og inspiration til, hvorledes velfærdssamfundet kan overleve og håndtere de øgede behov ved at arbejde smartere i stedet for som indtil nu ved at ansætte flere.
Regeringen henter hjælp i udvalg, hvor et af de mest centrale for Danmarks fremtid er Uddannelsesudvalget. Det er domineret af folk med en lærereksamen samt akademikere, uddannet med offentlige arbejdspladser for øje.
Så vidt jeg kan se ud af CV’erne, er der ingen medlemmer med fokus på videnskab og teknik. Man skal også kigge langt efter folk med »hårde« uddannelser i resten af Folketinget, i embedsværket, og i medierne, der ellers har magt til at sikre mere balance i debatten og dermed politiker-fokus.
Indsnævret udsyn
Men hvad er der tilbage, når debatten om indvandrede har taget sin del, og debatten om velfærdssamfundets ydelser sin?
Hvem ved noget om produktion, om IT, om infrastruktur, om konstruktion og naturvidenskabelig forskning? Skal Danmark mon gå konkurs, før skyklapperne lægges?
»Vi kan måske få nogle af de vigtige beslutningstagere til at erkende, at der er et problem. Men de ville ønske, at det ikke var der, og når det kommer til handling, bliver de betjent af medarbejdere, der også helst så, at der slet ikke var et problem.«
Sådan lyder det i en mail til mig fra et bekymret menneske, og den er vel kendetegnende for både politik og medier.
Tilbage i 1996 skrev chefredaktøren for Weekendavisen, antropologen Anne Knudsen, en anbefalelsesværdig bog om den danske hyggementalitet, selvtilfredshed, angst for forandring, konfliktskyhed og villighed til ansvarsfrasigelse (især fra kvindernes side).
Titlen »Her går det godt – send flere penge« anslår melodien, og den er ikke til at slå ihjel, uanset de blodrøde tal på Danmarks bundlinje. Desværre synes det som om, at kvinderne stadig har sværest ved at få melodien ud af hovedet, men de er ikke ene.
