Lad det være sagt med det samme. Jeg tilhører gruppen af Apple-nørder, der ikke kan få nok. Derfor er det pinsomt for mig at vente på min nye telefon, for jeg ved ikke engang, hvornår jeg kan få den. Men hvad er det lige, der gør iPhone så interessant?
En afsteming på Business.dk viste fornylig, at 38 pct vil købe en iPhone, når den kommer, og selv om telefonen ikke vil få en så stor markedsandel, indikerer det alligevel, at der er en telefon på vej, der for alvor vil flytte markedsandele. iPhonen vil nemlig være bundet til en bestemt operatør, og den heldige vinder vil altså få en masse kunder forærende - herunder deres klummeskribent. Inden længe vil jeg altså forlade Sonofon, som jeg ellers har været kunde hos i mere end 10 år, for jeg er ret sikker på, at det bliver et andet selskab, der løber med iPhonen. Men det er ligegyldigt, om jeg er kunde i det ene eller andet teleselskab - jeg er kun interesseret i, hvor jeg kan få en iPhone.
Den nye telefon har været omgivet af en utrolig hype, men der er også kritiske røster, der mener, at den er dårlig. En af dem er John Strand, der nok er den mest citerede teleanalytiker i Danmark. Han mener, at iPhonen ikke kan mere end andre telefoner, og at Apples strategi med kun at have to forskellige modeller at vælge imellem er forkert, fordi konkurrenterne har 50 forskellige modeller. Derudover skulle det være et problem, at Apple binder sig til én operatør og endelig mener John Strand også, at konkurrenterne vil kopiere Apples nye funktionaliteter, så fordelene ved telefonen forsvinder.
John Strand kommer til at æde sine ord. I løbet af ganske få måneder er der solgt en million telefoner i USA, og intet tyder på, at succesen ikke vil gentage sig i Europa. Og det som John Strand mener er telefonens svage sider, er faktisk dens fordele. Hvem vil ikke gerne have en telefon, de andre vil kopiere, og er det ikke en fordel, at man ikke skal vælge mellem 50 modeller, men får den telefon, der har det, man skal bruge?
Nu er jeg en af dem, der kan huske John Strands begejstring for WAP, dengang den protokol kom frem for år tilbage. John Strand kunne som en af de eneste i Danmark finde ud af navigere rundt i de komplicerede WAP-telefoner, og der var efter hans opfattelse ingen grænser for, hvor smart det var, og hvor meget det ville blive brugt. Siden hen skulle det vise sig, at ingen brugte WAP, fordi det var for svært at finde ud af. Og selv om vi siden har fået 3G, bruger de fleste fortsat kun deres telefon til tale og SMS.
Det vil iPhonen med garanti lave om på. For det kan godt være, at iPhonen ikke kan lige så meget som en Blackberry eller andre smartphones, men de funktionaliteter den har, er lige til at gå til - og det gælder navnlig for dem, der allerede kender telefonens styresystem fra deres Mac.
Integrationen mellem telefon og computer er enkel, fordi den har de samme mail- og kalenderprogrammer som computeren, og er man i nærheden af et trådløst netværk, er man på med det samme og kan browse rundt, som var det på computeren. Derfor vil alle, der elsker deres Mac, også elske deres iPhone. Telefonen kan også bruges som iPod, og derfor slipper man for at have flere apparater med sig. Ulempen er, at den er klart større end almindelige telefoner, men til gengæld kan man se video på den i en fantastisk kvalitet, og det er ikke muligt på en mindre telefon.
3G har Apple fravalgt, fordi det sluger for meget batteri, og det kan virke ulogisk, men Apple vurderer, at kunderne er så meget byboere, at der altid vil være WiFi i nærheden - og så er 3G jo ligegyldig. Den er jeg ikke sikker på holder - men vi får se.
Apple har også valgt at udvælge bestemte samarbejdspartnere som Youtube og Google, der gør det muligt at tilpasse video og Googlemaps til netop denne telefon. Derved vælger Apple også en masse andet fra, men til gengæld kan man være sikker på, at det virker og er nemt at bruge.
Apples store akilleshæl er deres notorisk dårlige kundeservice. Hvis telefonen pludselig ikke virker, skal Apple have en ny parat, for ingen kan leve uden en telefon. Her vil Apple skulle ændre sig, for med succesen er også fulgt en arrogance, som senest viste sig, da man satte telefonen ned med 200 $, uden at tænke på, at kunder, der havde givet fuld pris, ville blive sure.
Apple vil også få det svært på firmamarkedet for Smartphones, for IT-nørderne, der regerer på dette marked, har samme tele-DNA som John Strand, og det indebærer en nærmest medfødt aversion overfor Apple. Det vil gøre ondt på de mange potentielle iPhone-brugere, der på grund af company-policy må "nøjes" med en Blackberry.
John Strand har forudsagt, at det bliver Telia, der løber med iPhonen, fordi de er stærke i hele Norden. Hvis det sker, vil det være et hårdt slag mod TDC, der i forvejen er presset på alle fronter. Men hvis læren af iPhone hypen er, at teleselskaber og mobilproducenter sammen bliver bedre til at gøre deres telefoner mere anvendelige for brugerne, kan alle måske få gavn af Apples entre på telemarkedet. Det viser iPhonens succes, at der er hårdt brug for.













