Da Helle Bank Jørgensen udarbejdede verdens første grønne regnskab, lød der ingen klapsalver. I dag 17 år senere er hun chef for PricewaterhouseCoopers globale CSR- og klimaafdeling i New York.
11. december 2009, 06:00
Helle Bank Jørgensen er pionér. Længe før klima blev det helt store buzzword, og Corporate Social Responsibility (CSR) kom på enhver virksomheds dagsorden, udarbejdede hun, hvad der skulle vise sig at være verdens første grønne regnskab. Dengang vidste hun dog ikke, at hun ville blive betragtet som en forkæmper for bæredygtig virksomhedsledelse, eller at klimakampen ville komme til at præge hendes karriere.
«Jeg syntes bare, det var et spændende projekt,« fortæller hun - over telefonen fra New York - om det skelsættende første grønne regnskab.
På den anden side af Atlanten, er dagen kun lige begyndt, men Helle Bank Jørgensen er allerede på sit kontor på syvende etage af PricewaterhouseCoopers' skyskraber på Madison Avenue i hjertet af den amerikanske storby.
Siden starten af 2009 har hun været udstationeret i USA for revisions- og konsulentgiganten, der for længst har set det store potentiale i den danske kvinde og udnævnt hende til chef for deres afdeling for bæredygtighed og klimaforandring. Og hun har nok at se til.
«Der er helt tydeligt en mere afventende holdning til klimaspørgsmålet her. Virksomhederne er mere compliance-agtige, og derfor bliver det også først, når der kommer lovgivning på området, at de alle sammen kommer til at arbejde sustainabilty ind i deres regnskaber og tankegange,« siger Helle Bank Jørgensen.
Hendes opgave består groft sagt i at rådgive amerikanske virksomheder inden for klima og bæredygtighed, men derudover sidder den 42-årige dansker også som global talsperson med ansvaret for at koordinere PwC's internationale indsats på området. Dermed har hun på globalt plan mere end 800 ansatte under sig og kan efter 17 år i PricewaterhouseCooper kalde sig ekspert i grøn regnskabsføring.
Alt det havde Helle Bank Jørgensen dog ikke den fjerneste anelse om, da hun i starten af 1990'erne sad i Odense og skulle til at lave hovedopgave på sit revisorstudie. Hun faldt over en artikel i Berlingske Tidende, hvor en professor fra DTU fortalte om sin forskning i miljørevision.
«Det lød interessant, så jeg tog kontakt til DTU, og inden jeg havde set mig om, sad jeg på toget til København,« fortæller Helle Bank Jørgensen.
DTU sendte hurtigt den unge revisor ud i marken, og hun endte hos Det Danske Stålvalseværk, hvor hun udarbejdede, hvad der senere er blevet kaldt verdens første grønne regnskab.
«I dag ville man nok synes, det var lidt primitivt, for det handlede mest om livscyklussen på værket, hvor vi simpelthen målte input og output, altså hvad der kom ind i produktionen, og hvad den afgav af udslip til omgivelserne.«
Primitivt eller ej, da Helle Bank Jørgensen et år senere blev ansat hos Price Waterhouse, fik hun mandat til at arbejde videre med CSR, og dermed også klimaområdet, samtidig med at hun færdiggjorde revisoruddannelsen.
Læs hvordan Helle Bank Jørgensen er nået til tops i New York i Berlingske Nyhedsmagasin 11. december
Prøv Berlingske Nyhedsmagasin i 2 måneder eller læs Berlingske Nyhedsmagasin som e-magasin.






























