Åben innovation:

Coloplast fra lukket til åben udviklings-strategi

Topledelsens engagement er altafgørende for at sikre åben innovation, fortæller teknologi-spejderen Fei Chen fra Coloplast.

Coloplast i Humlebæk udviklede som mange andre tidligere alle sine produkter selv i et internt, lukket økosystem. For et par år siden øjnede ledelsen imidlertid en potentiel blindgyde forude og indføjede i strategien, at innovation sammen med eksterne partnere skulle opprioriteres.

"Der er så mange dygtige mennesker derude, og vi kan ikke ansætte dem alle," fortæller director of technology scouting Fei Chen, der er af kinesisk oprindelse og ansat til at spejde efter talenter og teknologier og stimulere og promovere den åbne innovationsproces hos Coloplast.

Netop topledelsens engagement er essentielt ved sådan et skifte, fortæller hun, for det er en tung, men nødvendig proces.

"Det er en kulturændring, der kræver kræfter - både fra topledelsen og mellemledere. En mulig vej frem er gode cases og fortællinger om, hvad der er meningen med åbenheden, og hvad den skal bidrage til," fortæller hun.

Ændringen kan let nære en frygt hos fastansatte i udviklingsafdelingerne, vurderer hun.

"Eksperterne vil gerne lave det mest spændende, men betyder åbenheden, at alt det spændende bliver taget fra mig? Nej, faktisk kan det vise sig at være meget mere spændende og givtigt at arbejde sammen med nogle af de allerdygtigste eksperter uden for virksomheden," fortæller hun.

For at sikre skiftet fra lukket til åben innovation har Coloplast sat mål for, hvor stor en andel af projekter, der skal basere sig på input udefra.

Alt er heller ikke sort eller hvidt, fortæller Fei Chen. Også før åben innovation blev til et buzzword, blev produkter udviklet med eksterne partnere, og i dag skabes produkter også internt. Men kunsten er at forøge den eksterne aktivitet, fortæller hun.

 



Markedet lige nu