Mange danskere kan spare tusindvis af kroner ved at gå deres forsikringer efter i sømmene. Priserne svinger kraftigt på både bil-, indbo- og ulykkesforsikringer.
1. maj 2007, 09:32 – opdateret 1. maj 2007, 10:17
Skift forsikringerne ud og spar op til 9.000 kr. Det lyder som en utroværdig reklametale, men faktum er, at mange danskere kan hente store besparelser ved at give deres forsikringer et eftersyn.
Berlingske Business har lavet et pristjek på 12 af Danmarks største forsikringsselskaber ud fra tre fiktive eksempler. Der er indhentet tilbud på både bilforsikring, indboforsikring, ulykkesforsikring mm., og i alle tilfælde er der en voldsom forskel på priserne.
Jurist Anne Dehn Jeppesen fra Forbrugerrådet opfordrer alle til at tage en halv time ud af kalenderen og indhente tilbud fra forskellige selskaber.
»Jeg tror, at de fleste er bevidste om, at der kan være penge at spare, men alligevel er der ikke mange, der skifter selskab. Men jeres prissammenligning peger altså på, at der er rigtig mange penge at spare. Det bør give stof til eftertanke for mange forsikringstagere,« siger hun. Berlingske Business har bl.a. fået pristilbud på en familie på fire personer, som er bosiddende i Hørsholm i Nordsjælland og har en passat og en Peugout. Her svinger den samlede pris for forsikring fra knap 15.000 kr. til over 24.000 kr.
I et andet eksempel, hvor der er taget udgangspunkt i et pensioneret ægtepar i Hillerød, er prisforskellen på mellem 4.931 til 8.325 kr.
Vil rette priser ind
I to af de tre eksempler er KommuneForsikring, der kun tilbyder forsikringer til ansatte i staten, regioner eller kommuner, det dyreste selskab. KommuneForsikring har ellers en udtalt strategi om at tilbyde billige forsikringer til offentligt ansatte, der ligger lidt under det gennemsnitlige prisniveau.
»Vores strategi er at være 15 pct. billigere end markedet som helhed, men der kan være enkelte dele, der er kommet ude af trit med markedsudviklingen. Det er vi naturligvis ikke tilfredse med, og det må vi se på,« siger KommuneForsikrings salgsdirektør, Henrik Rafn.
Han henviser til, at Kommuneforsikring er ved at fusionere med Fair Forsikring, og at man i forbindelse vil rette priserne ind. Henrik Rafn, der også er salgsdirektør for Fair Forsikrings privatkunder, lover nu lavere priser i indeværende år.
»Den nye selskabskonstruktion er under udarbejdelse, men jeg kan godt love, at fordelene fra Fair Forsikring også skal komme KommuneForsikrings kunder til gode. Vi skal gennemgå priserne igen, og der skal især rettes ind på bilforsikring. Jeg kan godt garantere, at en del af vores kunder får lavere priser i år,« siger han.
Combined ratio
I den modsatte ende af prisskalaen finder man i alle tre eksempler det fagforeningsejede forsikringsselskab ALKA. Her er det godt nok kun LO-medlemmer, der kan tegne forsikringer til den billige pris, men også folk uden for LO kan i flere tilfælde spare penge hos ALKA. Er man ikke medlem af LO, ligger prisen 11 procent højere, men i to af de tre tilfælde er ALKA i så fald alligevel det billigste selskab.
»Vi bruger meget tid på at analysere, om der er kundegrupper, der betaler for meget i forhold til den risiko, vi tager. Hvis vi finder sådanne eksempler, retter vi straks prisen. Vi er ikke sat i verden for at skabe overskud,« ALKAs forsikringsdirektør Henrik Grønborg.
Han henviser her til, at ALKA blev oprettet for at sikre attraktive forsikringer til især LOs medlemmer.
»Vores ejere er ikke traditionelle aktionærer, og vi behøver ikke at tjene så mange som flere andre i branchen. Naturligvis skal priserne være holdbare på lang sigt, så vi ikke giver underskud, men vi skal bare have en combined ratio på 98-99,« siger Henrik Grønborg.
Combined ratio er et forsikringsteknisk nøgletal, der udtrykker omkostningernes og erstatningernes andel af hver 100 kroner, der kommer ind i præmier. Jo lavere tallet er, jo flere penge tjener selskaberne. De fleste store spillere i branchen har en combined ratio på under 90.

































