Hundredtusindvis af ubetalte bøder, licensregninger og rykkere for SU-gæld hober sig op på sofabordene landet over.
19. februar 2010, 07:53 – opdateret 2. november 2010, 14:52
Flere og flere danskere skylder stadig større summer til de offentlige kasser, viser en opgørelse fra Skat. Blandt andet er der et hul i kassen hos Danmarks Radio på 728 millioner kroner fordelt på 120.000 sager om manglende licensbetaling. Til sammenligning var beløbet for fem år siden 590 millioner kroner fordelt på 100.000 sager.
DSB S-tog har i dag 193 millioner kroner ude at svømme i form af 33.014 ubetalte bøder - for fem år siden var der 22.000 sager for i alt 154 millioner kroner.
»Det er en naturlig udvikling, for i nedgangstider stiger gælden - sådan plejer det at være. Nogle grupper har fået færre penge mellem hænderne, eksempelvis på grund af stigende arbejdsløshed, og her har borgeren ganske enkelt ikke mulighed for at afvikle gælden så hurtigt som før«, siger Jim Sørensen, direktør i Skat med ansvar for personinddrivelsen.
Samlet gæld på 30 milliarder
Skat vil nu sammen med sine samarbejdspartnere så som landets kommuner og DSB dykke ned i tallene for at analysere de præcise årsager til stigningerne og kortlægge, om Skat mangler værktøjer til at slå ned på skyldnerne.
I alt er der et minus i denne kasse på 9,6 milliarder kroner mod 4,3 milliarder kroner i 2002. Beløbet er altså mere end fordoblet på syv år.
I alt er danskernes gæld til staten i form af skat, moms og øvrige restancer steget med mere end 50 procent på syv år. I 2002 udgjorde beløbet samlet 15,6 milliarder kroner mod i dag 23,6 milliarder kroner. Derudover skylder danskerne 6,6 milliarder kroner til de kommunale kasser - to milliarder kroner mere end for blot to år siden.






























































