Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Vismænd undervurderer gevinster ved skattedyk

De økonomiske vismænd har lavet en mindre regnefejl i deres seneste rapport, som medfører, at gevinsterne ved at sænke skatten på arbejde, er undervurderet.

Fordelen ved at sætte skatten ned for folk med høje indkomster er større end de økonomiske vismænd umiddelbart har regnet sig frem til i deres kun få dage gamle analyse af dansk økonomi.

Vismændene har nemlig lavet en mindre regnefejl, hvilket de selv bekræfter over for Berlingske Business. Den øverste og effektive marginalskat på løn er således ikke 64,3 procent, når indkomstskat, moms og afgifter tælles sammen, sådan som det fremgår af rapporten fra vismændene. Det rigtige tal er 66,2 procent, oplyser kontorchef i Det Økonomiske Råd, John Smidt.

Det betyder så også, at der er flere penge at tjene for staten ved at sænke skatten, end vismændene har vurderet. De har nemlig regnet ud, at den optimale marginalskat på arbejdsindkomster er 60 procent.

Øges skatten ud over denne grænse, taber staten penge, eftersom mange så vil arbejde mindre, miste lysten til at uddanne sig eller stræbe efter bedre betalte job inden for nye brancher eller geografiske områder. En høj marginalskat øger også hjerneflugten ud af landet, gør det vanskeligere at tiltrække udenlandske specialister, fremmer sort arbejde og får mange til at opgive at gøre karriere, fordi gevinsten er for lille. På den måde er de høje skatter med til at svække produktiviteten og gøre Danmark til et mindre velstillet land end ellers.

»Konklusionen på den regnefejl, som vismændene har lavet, er, at det vil være en god forretning for staten at sænke skatten på arbejde fra 56 til bare 48 procent. Så man kan mere end halvere topskatten på 15 procent, og sænke den til eksempelvis seks procent, og samtidig få flere penge i statskassen,« siger Mads Lundby Hansen, der er vicedirektør i CEPOS.

Vismændene skriver selv i deres nye rapport, at den nuværende marginalskat »ligger over den skattesats, der giver det højeste provenu til det offentlige«.

AE-rådet, LO og andre, som er knap så glade for lavere skatter, mener dog, at der er meget stor usikkerhed forbundet ved den slags udregninger, hvorfor der næppe tabes det store ved at stramme skatteskruen endnu en tand – eller vindes det store ved at sænke skatten.

Berlingske Forum - Skriv kommentar

Husk: Hold en god tone i debatten
Kun navn bliver vist i forbindelse med kommentaren, dog skal alle felter udfyldes.


Mest læste - 3 timer



Markedet lige nu