Især fire grupper danskere får glæde af skattereformen. Tjek her om du er en af dem.
17. november 2009, 08:32 – opdateret 2. november 2010, 14:37
Det kan være svært at gennemskue, om skattereformen giver gevinst for netop dig. Men her er en revisors bud til epn.dk på, hvem der får sikker gevinst ud af reformen.
De fire vindergrupper er:
- Danskere med høj indkomst
- Danskere med små eller ingen renteudgifter
- Danskere der ikke er medlem af en fagforening
- Danskere med en grøn og miljøvenlig adfærd
Sådan lyder vurderingen fra Henning Boye Hansen, seniorskatterådgiver ved BDO ScanRevision, som uddyber de enkelte punkter på epn.dk.
Dem der i forvejen betaler meget i skat, får den største besparelse, når skatten på den sidst tjente krone næste år sænkes med 7,5 pct.
Sænkningen finansieres blandt andet ved at sænke rentefradraget fra 33 til 25,5 pct. samt ved at fjerne de ligningsmæssige fradrag som fx. udgifter til fagforeninger og lignende. Har du store udgifter til renter og er du medlem af en fagforening, vil disse forringelser altså spise en del af din skattebesparelse.
Dertil kommer, at afgifterne på blandt andet el og vand ryger i vejret som følge af reformen, hvilket betyder, at miljøsyndere vil få mindsket sin gevinst ved reformen betydeligt.






























































