SU i kortere tid vil ramme socialt skævt og få mange til at fravælge de lange studier, mener skeptikerne.
3. februar 2009, 10:12 – opdateret 2. november 2010, 13:33
Fire års SU er nok, selv om uddannelsen skulle vare fem år. Det mener Skattekommissionen, der i går foreslog, at en del af skattereformen bliver finansieret ved at skære ned på statens uddannelsesstøtte på de lange videregående uddannelser.
Når SUen slipper op efter fire år, skal de unge i stedet tilbydes et statsgaranteret lån.
»Det springer virkelig i øjnene, at dem med en lang uddannelse tjener mest på skattereformen. Med vores forslag om at skære i SU’en har vi lagt vægt på, at der skal være en fordelingsmæssig balance, når vi kigger på hele folks livsforløb,« siger Helena Skyt Nielsen, der er professor på Aarhus Universitet og medlem af Skattekommissionen.
Beregninger viser, at den gennemsnitlige studerende på en lang videregående uddannelse vil få omkring 200.000 kroner mere efter skat i livsforløbet. Det skal måles i lyset af, at et års SU efter skat udgør knap 55.000 kroner.
Læs også: Lån brændemærker unge for evigt
Men udsigten til at skulle tage et lån til den sidste del af uddannelsen vil ramme de unge, der kommer fra familier, hvor midlerne er knappe, argumenterer akademikerne.
»Man kan godt lave livsindkomstregnestykker, som viser, at den lægestuderende i det lange løb får overskud på den her reform. Men unge fra ikke-boglige hjem bliver i forvejen advaret mod risikable lange uddannelser af deres forældre. Netop de unge fra ikke-boglige hjem vil være forskrækkede over at tage lån, som de er usikre overfor, om de kan betale tilbage. Forslaget giver desuden ret få penge, så det kan ikke være svært, at hive det af bordet,« siger Niels Lykke Jensen, afdelingschef i Akademikernes Centralorganisation.
Socialdemokraterne og SF har tidligere meldt ud, at de vil beskytte overførselsindkomsterne, og SFs SU-ordfører Nanna Westerby kommenterer da også, at forslaget repræsenterer et tilbageskridt og en bagudrettet tankegang.






























































