Om ganske få dage, når det nye år skydes ind, træder en ny skattereform i kraft. De fleste vil først opdage, hvor meget mere de får udbetalt, når de får deres egen lønseddel ved udgangen af januar. Men vi har bedt revisionsfirmaet Deloitte løfte lidt af sløret på forhånd.
20. december 2009, 06:36 – opdateret 2. november 2010, 14:43
Den nye skattereform, som træder i kraft fra nytår, vil kunne mærkes mest i lommerne på de fleste danskere de første år. Senere hen, og især efter 2012, begynder en række stramninger nemlig at træde i kraft, som suger en del af lettelsen fra de første år op igen.
Det er især personer med store renteudgifter over 50.000 kroner årligt, og som samtidig også har store fradrag til eksempelvis fagforening, A-kasse, børnepenge, befordring mellem hjem og arbejde eller lignende, som vil opleve, at skatteskruen strammes lidt igen i takt med, at de nye skatteregler indfases frem mod 2019.
Det viser beregninger, som revisionsfirmaet Deloitte har udarbejdet for Berlingske Business, og som rækker ti år frem i tid. De tager dermed højde for, at værdien af rentefradraget og de øvrige fradrag fra og med 2012 begynder at blive trappet ned fra de nuværende 33 procent til 25 procent i 2019.
Store skattelettelser
Både i 2010 og 2011 vil de fleste dog få en pæn skattelettelse. Det skyldes, at bundskatten sættes ned fra nu 5,041 procent til 3,76 procent til næste år. Men også at mellemskatten på seks procent falder helt væk fra nytår, og grænsen for, hvornår der skal betales topskat, hæves fra 347.200 kroner i år til 389.900 kroner til næste år og yderligere til 409.100 kroner i 2011.
I 2012 kommer der så også en lille yderligere lempelse, idet jobfradraget øges, så det maksimalt kan udgøre 14.100 kroner mod 13.600 kroner i dag.
Samlet vil det give en lønmodtager, der eksempelvis tjener 750.000 kroner om året, tæt ved 35.256 kroner mere udbetalt til næste år, eller næsten 3.000 kroner mere om måneden, hvis vedkommende bor i Københavns Kommune og ikke er medlem af Folkekirken, viser beregningerne.
Året efter i 2011 vokser denne lettelse lidt mere til 38.136 kroner i forhold til i år. Men derefter er det meste af skattefesten slut. Så vil en del af denne lettelse nemlig blive spist op igen, da aftrapningen af en række fradrag begynder at træde i kraft. Fremme i 2019 vil skattelettelsen derfor »kun« være på 32.871 kroner målt i forhold til 2009.
Det betyder så også, at de fleste vil opleve, at skatten stiger en smule fra og med 2012 og fremover, hvis man altså har renteudgifter for mere end 50.000 kroner om året for enlige og 100.000 kroner for ægtepar – eller har ligningsmæssige fradrag af et vist omfang.
Alle tal og beløbsgrænser er angivet i 2010-niveau. De vil dog løbende blive reguleret op med den almindelige løn- og prisudvikling.
7.000 kr. mere pr. måned
Oven i de fristende dyk i skatten, kommer så også de lønhop, som mange kan se frem til. Finansministeriet venter, at lønnen på det private arbejdsmarked til næste år stiger med 2,7 procent.
En del boligejere med flex- eller rentetilpasningslån i deres bolig vil i 2010 også kunne se frem til at få en klækkelig besparelse på deres boliglån.
»Så samlet vil en familie, der både får lavere skatter, lønstigninger og sparer penge på boliglånet som følge af faldende renter, få en ganske betydelig fremgang i deres disponible indkomst på syv til ni procent til næste år,« siger Helge J. Pedersen, der er cheføkonom i Nordea.
Faktisk svarer skattelettelsen på 35.256 kroner for en person, der tjener 750.000 kroner, til knap fem procent i sig selv. Har denne person også et flexlån uden afdrag til to millioner kroner, vil ydelsen her falde fra nu 3.180 kroner for hver million kroner, der er tale om, til bare 1.300 kroner. Samlet falder ydelsen altså med 3.760 kroner – om måneden. Læg dertil, at mange vil stige i løn – og også på den konto få flere penge udbetalt.
Samlet kan der derfor let være tale om, at en vellønnet person, med 750.000 kroner i løn, et flexlån på to millioner kroner, og en lønstigning på et par procent, kan stikke over 7.000 kroner mere ned i baglommen – hver eneste måned hele det kommende år.
Det er så mange penge, at det let kan betale selv en meget stor ny bil, et meget stort nyt sommerhus, en meget stor tilbygning på huset eller en meget dyr jordomrejse.






























































