Indkomst uden om skattevæsenet kan være helt i orden, mener 70 procent af danskerne.
15. september 2009, 07:37 – opdateret 2. november 2010, 14:27
Blandt de 18-29-årige er det hele 84 procent, der accepterer en vis grad af arbejde uden om skattevæsnet. Det viser en undersøgelse, som Megafon har foretaget for Politiken og TV 2.
Dermed ser den stort anlagte indsats for at ændre danskernes holdning til sort arbejde, som regeringen lancerede i 2004, ud til at være slået fejl. Det mener erhvervsorganisationer, som retter en hård kritik mod regeringen.
»Den her undersøgelse viser tydeligt, at problematikken med sort arbejde overhovedet ikke er væk«, siger cheføkonom Jacob Thiel fra Håndværksrådet til Politiken.
Regeringen erklærede i 2004 krig mod sort arbejde med kampagnen 'Fair Play', som lige siden er blevet kritiseret for ikke at gå nok efter at kontrollere og straffe private, der køber sort arbejde.
»Danmark er et af de lande, hvor det er mest risikofrit at efterspørge sort arbejde. Der er forbudt, men der er ikke ret meget kontrol med det. Regeringen skulle kigge lidt mere på det her end på burkaproblemet, som den er meget optaget af for tiden«, siger skattepolitisk chef Bo Sandberg fra Dansk Erhverv til Politiken. Han peger på, at den høje indkomstskat giver incitamenter til sort arbejde.
Minister kender ikke svaret
Skatteminister Kristian Jensen (V) er ærgerlig over, at så mange danskere mener, at sort arbejde kan være i orden:
»De ærlige håndværkere og lønmodtagere bliver snydt af dem, der vælger at snyde«, siger Kristian Jensen til Politiken.
Han peger på, at der er sket fremskridt. F.eks. bliver der solgt færre colaer uden pantmærke, og andre undersøgelser tyder på, at færre får udført sort arbejde.
Kristian Jensen erkender imidlertid, at han endnu ikke har fundet ud af, hvordan man effektivt får flertallet af danskerne til at afvise sort arbejde.
»Hvis jeg havde det rigtige svar, ville jeg sætte kræfterne ind på det, det er klart. Men det har jeg ikke«, siger ministeren til Politiken.






























































