Jo højere gæld, jo dyrere vil regeringens skattteudspil blive for boligkøbere. Dermed rammer det hårdest i København.
23. februar 2009, 14:55 – opdateret 2. november 2010, 13:37
Hvis regeringens skatteudspil vedtages i den form, som Jyllands-Posten refererer i dag, så kan det koste en boligkøber af et hus til 3,25 millioner i omegnen af 9000 kroner om året, viser beregninger, som borsen.dk har fået BRF Kredit til at lave.
Kreditforeningen har taget udgangspunkt i gennemsnitspriser i hele landet, og i den billigere end viser tallene, at hvis man som enkeltperson købte et gennemsnitligt parcelhus på 140 m2 i fjerde kvartal 2008 til 1,82 mio. kr. og kun lånte de 80 pct. af købsprisen i realkreditinstituttet, har man nettorenteudgifter på knap 68.000 kr. med de nuværende regler.
Hvis VK-regeringens forslag bliver til virkelighed, vil nettorentebetalingen ændre sig til knap 70.000 kr. - 2.258 kr. mere om året og 9.000 kroner mere om året, hvis huset kostede de 3,25 millioner kr.
"Men man skal huske, at hvis man som enkeltperson har råd til at købe en bolig til over 3 mio. kr., så har man typisk også et rigtig godt betalt job. Og vil derfor også få stor glæde af de skattelettelser, der er lagt op til i forslaget," siger cheføkonom i BRFkredit Ulrikke Egelund til børsen.dk.
Boligkøbere i Århus vil i gennemsnit skulle betale godt 5700 kr. mere om året for at være boligejere og placerer sig dermed midt mellem landsgennemsnittet og det dyre København.



























































