Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Skattegave til 50.000 boligejere

Danskere, som har en ejendom i udlandet, kan se frem til at få penge tilbage, hvis de har betalt for meget i skat.

En mindre julegave til de op mod 50.000 danskere, som ejer en ejendom i udlandet. Det kan blive resultatet af en ny lov. Loven åbner nemlig for, at danskere, der har betalt for meget i ejendomsværdiskat af deres udenlandske bolig, kan få pengene tilbage.

Den nye lov kommer direkte i forlængelse af en EU-dom fra januar i år. Dommen slår fast, at den måde Skat hidtil har beregnet skatten af udenlandske boliger har været forkert. Det skyldes, at skattestoppet har sat et loft over, hvor store boligskatterne i Danmark kan blive. Det samme har hidtil ikke været tilfældet med de udenlandske ejendomme. Der er blot blevet værdisat efter deres handelsværdi. Den forskelsbehandling er ulovlig slår EU-dommen fast.

Derfor har skatteminister Kristian Jensen (V) fremsat et lovforslag, der skal ændre praksis hos Skat og bringe den danske lovgivning på linje med EU-retten.

»Skattestoppet gælder nu også for ejendomme i udlandet, og det er med tilbagevirkende kraft. De udenlandske ejendomme skal værdisættes efter samme principper som de danske ifølge lovforslaget. Hvis det bliver vedtaget vil mange boligejere få mulighed for at søge om at få ejendomsværdiskat retur,« siger skattekonsulent hos KPMG, Bente Riis Fogsgaard.

Hun fremhæver, at for nogle boligejere kan der være ret mange penge at hente, mens der for andre er knap så meget.

»Alle bør kaste et blik på vurderingen af deres ejendom og samtidig finde ud af, om ejendommen er selvangivet korrekt i Danmark. Vurderingen af de fleste af de udenlandske ejendomme er sat for højt. Hvis en ejendom til en mio. kr. har været vurderet for højt i tre år, kan det betyde en tilbagebetaling på 30.000 kr.,« siger Bente Riis Fogsgaard.

Flest i Sverige

På nuværende tidspunkt er der 35.000 danskere, der har fortalt Skat, at de har en bolig i udlandet. Skat antager, at det reelle antal er over 50.000. Heraf er der 17.000, som ejer en ejendom i Sverige.

 

De øvrige lande, hvor danskerne har ejerboliger er primært Frankrig, Spanien, Tyrkiet, Grækenland, Thailand og Norge.

Vurderingen af disse boliger skal nu ske efter anskaffelsessummen med en tilbageregulering til 2001/2002. Tilbagereguleringen sker efter et prisindeks for det pågældende land. Hvis det indeks ikke findes, bruges det danske.

Solid gevinst

BDO Scanrevision har regnet på, hvad de nye regler kommer til at betyde. For en ejendom købt 1. januar 2007 til to mio. kr. ville ejendomsværdiskatten efter den gamle model blive på 20.000 kroner. Efter den nye praksis vil skatten kun være på 8.200 kroner, og der vil derved være en besparelse på 11.800 kr.

Skattekonsulent Anne Kaptain er meget positiv over for lovforslaget fra regeringen, men har dog også et forbehold.

»Som situationen er nu, er det op til den enkelte ejer at kontrollere, hvorvidt der er betalt for meget ejendomsværdiskat for tidligere år. Der kan i den forbindelse stilles spørgsmålstegn ved, om dette er den mest rimelige og korrekte fremgangsmåde. Det ville være formålstjenesteligt, at initiativet udkig fra Skat, således at Skat selv kontrollerede, hvem der skulle have penge retur,« siger Anne Kaptain.

 




Markedet lige nu