Danskere med formuer gemt af vejen i udenlandske skattely skal lokkes til at hente pengene hjem.
2. marts 2010, 08:08 – opdateret 2. november 2010, 14:54
Sådan lyder ifølge Politiken et udspil fra den ny skatteminister Troels Lund Poulsen (V), der i morgen præsenterer Folketingets partier for en plan om amnesti til skatteål.
»Det skal være et tilbud til den enkelte skatteskyldner, der gerne skal have som resultat, at nogle får betalt det, de skylder«, siger Troels Lund Poulsen til Politiken.
»Og det er klart, at det gerne skal betyde, at statskassen får noget ud af det«.
I dag risikerer man otte års fængsel og bøder, der er flere gange større end det unddragne beløb, hvis man bliver afsløret i at skjule formuer i skattely og dermed er skyldig i grov skatteunddragelse.
Men ifølge Skatteministeriets udkast til amnestiplanen, som Politiken er i besiddelse af, skal fængselsstraffen bortfalde helt, og bødestørrelsen nedsættes til det halve, hvis svindlerne melder sig selv til Skat. Oven i købet lægges der op til, at sagerne kan løses administrativt og i diskretion, hvilket betyder, at de pågældende slipper for offentlige retssager.
Lignende ordninger i andre lande har givet overraskende resultater. Et norsk amnesti har på få år fået 410 nordmænd til at bringe 1,8 milliarder norske kroner hjem til fædrelandet, hvilket vil belønne statskassen med flere hundrede millioner kroner.
»Folk ved godt, at risikoen for at blive afsløret af myndighederne er blevet større, fordi vi de senere år har lavet aftaler om udveksling af data med flere traditionelle skattelylande. Og så er det billigere at melde sig selv«, siger informationsdirektør i norske Skatteetaten Lise Halvorsen til Politiken.
Danmark har indgået lignende aftaler med en række skattelylande, og ifølge Politikens oplysninger har de danske myndigheder fået henvendelser fra advokater, der på vegne af deres klienter efterspørger amnesti.
Samtlige partier undtagen Socialdemokraterne er åbne over for forslaget, skriver Politiken.



























































