Den økonomiske krises indflydelse på ejendomsmarkedet undervurderes, lyder skudsmålet.
19. marts 2009, 12:31 – opdateret 2. november 2010, 13:45
Skats offentlige ejendomsvurdering på erhvervsejendomme per 1. oktober 2008 kritiseres af revisions- og rådgivningsvirksomheden KPMG for i mange tilfælde at overstige handelsværdierne.
- Skat vurderer overordnet, at handelspriserne er steget fra 1. oktober 2006 til 1. oktober 2008. Den økonomiske krise vurderes dermed ikke at have haft stor indvirkning på ejendomsmarkedet per 1. oktober 2008. Skat har efterprøvet deres værdistigninger med en analyse af realiserede salg, men disse analyser tager ikke højde for den store del af ejendomsporteføljen, der ikke kan sælges. Toppen af markedet er de sidste, der bliver ramt, siger Claus Pedersen, Senior Tax Manager i KPMG.
KPMG vurderer, at det især er ejendomsvurderingen for lager- og produktionsejendomme, der i mange tilfælde overstiger handelsværdierne. Erfaringer fra tidligere klagesager viser, at ejendomsvurderingerne for denne type ejendomme ofte er væsentligt for høj. Skat tager eksempelvis ikke højde for, at ældre meget specialiserede produktionsejendomme stort set er uanvendelige for andre end brugeren af ejendommen, mener KPMG.
Og det kan godt betale sig at klage over Skats vurdering. For 2004-2007 viser Landsskatterettens statistik således, at der gives medhold i mellem 48 procent og 56 procent af vurderingsklagerne.
Klage over ejendomsvurderingen pr. 1. oktober 2008 skal ske til Skat senest 1. juli 2009.



























































