Medarbejdere i Skats telefonrådgivning svarede kun rigtigt på en tredjedel af 33 spørgsmål.
20. april 2010, 08:46 – opdateret 2. november 2010, 15:03
Det økonomiske magasin Penge & Privatøkonomi har testet Skats 200 medarbejdere store telefonrådgivning og deres viden om det komplicerede danske skattesystem, og resultatet er ikke imponerende.
Bladet stillede 11 konkrete spørgsmål tre gange hver, og af de i alt 33 spørgsmål svare Skats rådgivere kun rigtigt på hver tredje: Spørgsmål om den nye multiemedieskat og om ejendomsskat for nybyggede boliger var blandt dem, der udløste forkerte svar. Andre spørgsmål drejede sig om befordringsfradrag og børnebidrag - mange af de spørgsmål, der kommer almindelige skatteydere ved.
Testresultatet fra Penge & Privatøkonomi kommer bag på Doris Erlandsen, ansvarlig for specialafdelingen for personskat hos revisionsfirmaet Deloitte og tidligere ansat i Skat.
"Skat klarede sig lidt skidt, diplomatisk formuleret. Jeg må sige, at jeg er chokeret over, at deres svarprocent ikke er højere. De burde ligge oppe på 70-80 procent på de spørgsmål," fastslår Doris Erlandsen.
Hos Skat erkender Karin Bergen, direktør for Skat Syddanmark, at resultatet ikke er prangende:
"Det korte svar er, at det ikke er godt nok. Det kan vi kun blive enige om. Men samtidig synes jeg, at mange af jeres spørgsmål har indbyggede faldgruber. Men vi skal naturligvis også svare korrekt på mere usædvanlige og kringlede spørgsmål," siger skattedirektøren til Penge & Privatøkonomi.
Karin Bergen siger videre, at der arbejdes intensivt i Skat på at videreuddanne medarbejderne i både skattereglerne og interviewteknik.
Hvis du betaler for lidt i skat, beregnes fra i år en rente af restskatten - allerede fra 1. januar. Renten opgøres fra dag til dag og er ikke fradragsberettiget.
Læs både de rigtige og forkerte svar her: Penge & Privatøkonomi



























































