Der er en grænse for, hvor gavmild din chef må være.
18. december 2009, 06:16 – opdateret 2. november 2010, 23:09
? Er grænsen for gaver fra arbejdsgiver til medarbejdere ændret? Jeg har læst på Skats hjemmeside, at grænsen er 500 kroner.
Kan virksomheden lade medarbejderen selv vælge gaverne mellem flere mulige, eller skal arbejdsgiveren vælge?
Med venlig hilsen K.
! Gaver fra arbejdsgiveren behandles som almindelig, personlig indkomst. Skat accepterer dog årlige gaver i form af naturalier i anledning af jul eller nytår. Sådanne gaver beskattes efter praksis normalt kun, hvis markedsværdien fra og med indkomståret 2008 overstiger 700 kroner. Kontanter og gavekort beskattes fuldt ud.
Grænsen har tidligere været 500 kroner, men ifølge ligningsvejledningen A.B.1.9.2.1 er grænsen altså hævet. Jeg kan se på www.skat.dk, at der under borger/gaver fra arbejdsgiver stadig står en grænse på 500 kroner, men det er en fejl. Grænsen er 700 kroner.
Man må selv vælge
Arbejdsgiver kan, uden det har skattemæssige konsekvenser for medarbejderen, lade medarbejdere selv vælge lejlighedsgaver til en værdi af under 700 kroner, sådan at gaven kan vælges blandt nærmere specificerede genstande.
Dette bestemte Landsskatteretten i en konkret sag, hvor medarbejderne hos en internetudbyder kunne vælge gaven blandt specificerede genstande udvalgt af arbejdsgiveren. Der ville også være skattefrihed, såfremt arbejdsgiveren inden bortgivelsen valgte gaven til den enkelte medarbejder. I begge tilfælde ville gaverne være indkomstskattefrie for medarbejderne.
Med venlig hilsen Allan Ohms, advokat (H) og mediator, www.ForumAdvokater.dk
Ligningsvejledningen Almindelig del 2009-2 (gældende fra 15. juli 2009)



























































