Guiden til ny skat:

Sådan rammer multimedieskatten

Sådan rammer den nye multimedieskat netop dig - og din arbejdsgiver - fra 1. januar 2010.

Fra 1. januar bliver du pålagt den nye multimedieskat på 100 til 150 kroner om måneden, hvis din arbejdsgiver stiller telefon eller computer til din rådighed. Og skatten rammer med det samme beløb uanset, om du får et eller flere multimedier stillet til rådighed også til privat brug.
Skatten skal ikke betales, hvis du ikke bruger multimediet privat. Men omvendt vil de fleste gøre klogt i sammen med deres arbejdsgiver at overveje, om de kan få stillet så mange multimedier til rådighed af arbejdspladsen, at værdien overstiger skatten på 100 til 150 kroner om måneden - mest hvis man betaler topskat.
Hvis ansatte med for eksempel mobiltelefon eller bærbar computer på arbejdspladsen skal slippe for multimedieskatten, så skal de underskrive en tro-og-love erklæring om, at godet ikke tages med hjem og bruges privat. Og i den situation har arbejdsgiveren pligt til at kontrollere, at medarbejderen ikke snyder.
Skatten rammer fri telefon, computer og internetforbindelse hjemme. Men hvis det fravælges, så er det muligt at få arbejdsgiveren til at betale for den arbejdsmæssige brug af de private multimedier efter regning.
Multimedieskatten er ikke lagt ind i forskudsopgørelserne for 2010. Men da arbejdsgiveren løbende skal trække den nødvendige skat fra lønnen, så bliver der formentlig ikke tale om store restskatter, oplyser Skat.
Næste side: Om telefoner

Om telefoner
Multimedieskat på telefon omfatter mulighed for privat brug af både fastnet- og mobiltelefoner samt små håndholdte computerlignende apparater med telefonfunktion. Og den rammer uanset om telefonen står i arbejdspladsens eller medarbejderens navn.
Såkaldt almindelig brug af en telefon på arbejde til f. eks. at bestille en tid hos tandlægen udløser ikke multimedieskat.
Hvis skatten på den telefon, der kan bruges privat derudover skal undgås, så skal medarbejderen underskrive en erklæring på to og love om, at den ikke bruges privat.
Men hvis der er tale om en mobiltelefon, der tages med hjem som en del af arbejdet, så gælde der skærpede krav om, at den overhovedet ikke må bruges privat, hvis beskatningen skal undgås.
Arbejdsgiveren skal kontrollere, om du overholder erklæringen gennem uanmeldte stikprøver. Skat kræver, at en af to metoder bruges og opfyldes:

  • Enten skal samtlige telefonregningerne gennemses for "unaturligt forbrug" - f.eks. at beløbene stiger eller viser store udsving.
  • Eller også skal der foruden en overordnet gennemgang gennemses lister over opkald fra "et passende antal" af telefonerne. Hvis der ikke sker noget unormalt, så vil det være nok at stikprøve fem procent af arbejdsmobiltelefonerne for en måned om året, oplyser Skat i en vejledning.

Næste side: Om computere

Om computere
Multimedieskatten på computere omfatter foruden computeren alt tilknyttet udstyr som skærm, printer og programmer. Rådighed over en stationær computer hjemme udløser skatten, mens der ved rådighed over en bærbar computer er lidt mere komplicerede regler.
Hvis den efterlades på arbejdet, så udløser den ikke beskatning. Men at det faktisk overholdes skal kontrolleres af arbejdspladsen med stikprøver.
Hvis der stilles en computer til rådighed for en medarbejder i forbindelse med uddannelse er det skattefrit, hvis medarbejderen underskriver en tro-og-love erklæring om, at den ikke bruges privat.
Hvis der er tale om en hjemme-PC, der er tildelt inden den 22. april i år, så rammes den først af multimedieskatten fra 2013.
Både for telefonerne og computernes vedkommende skal arbejdsgiveren indberette medarbejdere, der snyder, så beskatningen træder i kraft fra et tidspunkt, snyderiet opdages.
Arbejdsgiveren skal både for telefonerne og computernes vedkommende over for Skat gøre rede for metoder og tidspunkter for kontrol samt for eksempel føre en liste over lån af multimedier til medarbejdere samt formålet.
Næste side: Om internetforbindelse

Om internetforbindelser
Forbindelser til internettet fra privatboligen eller trådløst internet, der kan bruges privat, udløser multimedieskat. Det omfatter også udgifter til at etablere en forbindelse samt andre ydelser, der kan leveres som en del af en bredbåndsforbindelse - som mulighed for download af musik eller tv-kanaler via internettet.
Skatterådet har dog endnu ikke taget endelig stilling til, om tv-pakker er en del af en ydelse, der udløser multimedieskat.

 



Markedet lige nu