Overførsler reguleres ikke i to år ligesom skattesatser. Desuden udskydes lettelser i topskatten i to år. Det fremgår af regeringens genopretningspakken.
19. maj 2010, 12:22 – opdateret 2. november 2010, 15:07
Folk på dagpenge, folkepension, SU og boligsikring får ikke reguleret satserne de næste to år. Samtidig reguleres satserne i skattesystemet ikke i samme periode, så forhøjelsen af grænsen for topskatten, som skulle træde i kraft fra nytår, udskydes i to år.
Det fremgår af regeringens genopretningspakken, som statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) fremlagde onsdag sammen med udenrigsminister Lene Espersen (K).
Torsdag indleder finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) politiske forhandlinger med partierne om pakken, som skal være afsluttet, når Folketinget går på sommerferie.
Pakken skal skaffe 24 milliarder kroner og være et "fuldt og endeligt opgør" med regningen for finanskrisen, siger statsministeren.
"Vi beder alle danskere klare sig for dét, de har, i de næste 730 dage," siger Lars Løkke Rasmussen.
Alternativet til pakken er, at samfundets svageste rammes, fordi der råder en gældskrise i Grækenland, Spanien og Portugal, siger han.
Statsministeren giver tre grunde for at handle hurtigt:
"Jo hurtigere vi handler, jo billigere bliver det. Det vil være uansvarligt ikke at betale regningen henset til gældskrisen. Endelig er regningen betalt, så det ikke rammer husejere og virksomheder, ligesom flere ikke bliver arbejdsløse," siger statsministeren.
Læs også om regeringens syn på boligmarkedet
"Vi skal sikre, at kronen ikke kommer under pres," forklarer Lars Løkke Rasmussen.
Ved det ekstraordinære pressemøde onsdag formiddag besluttede ministrene at gå forrest ved at gå fem procent ned i løn.
/ritzau/






























































