Regeringspartierne samt støttepartiet Dansk Folekparti forhandler om at finde penge til at begrænse den udskældte beskatning af multimedier betalt af arbejdsgiveren. (Opdateret)
16. april 2009, 15:06 – opdateret 2. november 2010, 13:52
Sjældent har et skatteforslag været så upopulært som den multimedieskat, regeringen har foreslået på arbejdsgiverbetalte medieredskaber som mobiltelefoner og computere.
Det har fået regeringen til at gå tilbage i værkstedet sammen med Dansk Folkeparti for at finde en ny model, og indtil videre forlyder det, at skattegrundlaget måske sænkes fra 5000 kroner til 3000 kroner.
Ifølge BT var en egentlig afskaffelse af multimediebeskatningen, der er en del af regeringens store skattepakke, også på dagsordenen under forhandlingerne torsdag.
Men problemet er, at multimedieskatten skal indbringe omkring 750 millioner kroner årligt, og hvis den afskaffes eller begrænses, så skal de penge findes et andet sted.
Det har især vakt protester, at hjemmehjælpere med håndholdte computere bliver ramt af beskatningen af deres computere, selv om det er et rendyrket arbejdsredskab.






























































