27. april 2009, 07:00 – opdateret 2. november 2010, 13:55

Det er et penibelt job at være Schweiz’ præsident for tiden. Hans-Rudolf Merz, der tillige er finansminister, er i disse uger genstand for vrede læserbreve i alpelandets aviser, der raser over, at han har givet efter for internationalt pres og lovet at lempe på bankhemmeligheden.

Og i morgen går det løs for alvor, når repræsentanter for Schweiz og USA sætter sig til bords for at indlede forhandlinger om en banebrydende historisk aftale om udveksling af skatteoplysninger – en aftale, som USA vil bruge til at få udleveret oplysninger om de 83 milliarder kroner, som 52.000 amerikanere ifølge de amerikanske myndigheder har gemt på schweiziske bankkonti.

For at imødegå vreden fra folkedybet har Merz ladet forstå, at den første skatteudvekslingsaftale, man indgår, vil blive sendt til folkeafstemning. 

Landets største parti vil føre kampagne for et nej og læner sig op ad en meningsmåling, der viser, at knap fire ud af fem schweizere ønsker at bevare bankhemmeligheden. Af frygt for at udenlandsk kapital flyver andre steder hen.

Renere end sne

Omvendt hævder regeringen i Bern at være blevet stukket i ryggen af OECDs generalsekretær, Angel Gurría, og truer med at sløjfe bidrag på 48 millioner kroner til den økonomiske samarbejdsorganisation.

I OECDs sekretariat i Paris har man nemlig i årevis været godt og grundigt træt af, at Schweiz officielt hævdede at være renere end sne, men alligevel nægtede at underskrive så meget som én eneste udvekslingsaftale i henhold til organisationens standarder.

For at sætte skub i processen begyndte man at lufte et forslag om, at et land skulle sættes på en sort liste, hvis ikke det som minimum havde indgået aftaler med 12 OECD-lande.

Problemet var, at Schweiz kunne nedlægge veto i OECD, så i stedet oversendte Gurría oplysninger om Schweiz og andre skattely til G20-landene – hvor Schweiz ikke er medlem – der på et topmøde i London 2. april »vedtog« de regler, som OECD fremover skal arbejde under.

Og selv ikke Schweiz’ præsident har altså turdet sætte sig op mod verdens tyve største økonomier.

Vindere og tabere

Spørgsmålet er så, hvem der ender som vindere og tabere, når og hvis skattely som Schweiz som lovet underskriver og implementerer udvekslingsaftaler?

»Den del af forretningerne, der de facto har at gøre med skatteunddragelse, vil de miste. Og nogle steder udgør det en betydningsfuld del af deres forretninger,« siger Jeffrey Owens, direktør for OECDs afdeling for skattepolitik.

Owens ønsker ikke at nævne navne, men eksempelvis caribiske ø-stater som Dominica, St. Vincent og Grenadinerne har ikke sofistikerede bankprodukter at tilbyde verdensmarkedet, når først bankhemmeligheden er forsvundet.

Derimod fremhæver OECD-direktøren de britiske kanaløer Jersey, Guernsey og Isle of Man som de nye vindere, fordi de tidligt opgav bankhemmeligheden og i stedet fokuserede på legale aktiviteter som skatteplanlægning og skatteoptimering:

»Helt frem til den nylige krise fortsatte deres forretninger med at vokse. På finansmarkederne er ens ry centralt. Hvad kan være bedre end at sige, at vi anvender de internationale standarder, vi vil være renere end de andre?«