Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Privat aktieskat under skarp lup

Hver anden dansker opgiver skatten på deres værdipapirer forkert. Det vil Skat sætte ekstra fokus på i gennemgangen af selvangivelserne for 2008. En del unge, der handler på nettet opgiver slet ikke deres gevinster og tab til skattevæsenet.

Skatten af privates aktier skal under skarp lup. Når danskerne skal opgive deres tab eller gevinster på værdipapirer, gør omkring halvdelen det nemlig forkert. Det vil Skat have rettet op på.
Skat vil derfor gå frem med både pisk og gulerod. Først skal skatteyderne have vejledning, så de kan selvangive deres aktieskat korrekt. Derefter kommer kontrollen af, om de rent faktisk gør det.
Det fremgang af Skats indsatsplan for 2009. Heri kan man læse, at trods forenklinger af reglerne for privates aktieskat i 2006 er området stadig uhyre kompliceret, og rigtig mange kan ikke finde ud af dem.
»Vi regner med, at hver anden selvangiver forkert, når det gælder om at opgive tab og avancer på værdipapirer. I nogle tilfælde tror folk, at vi allerede har oplysningerne, men det er ikke tilfældet. Andre laver fejl i deres indberetninger, mens nogle slet ikke opgiver noget til skattevæsenet,« siger kontorchef i Skat Connie Bertram-Nielsen.
Hun fremhæver, at nethandel med aktier er blevet meget udbredt blandt specielt de unge. En stor del af de unge hører til blandt dem, der slet ikke fortæller Skat om deres gevinster og tab.
»Det er en af de grupper, vi vil have fokus på. Vi vil stadig helst have penge ind ad fordøren, og vi starter med at vejlede folk. Vejledningen bliver fulgt op med kontrol og straf over for de, som tilsyneladende ikke har viljen til at selvangive avancer og tab korrekt,« siger Connie Bertram-Nielsen.

Indviklede regler

De nye regler trådte i kraft 1. januar 2006. De betyder, at al aktieindkomst beskattes med 28 procent, 43 procent eller 45 procent. Det gælder, uanset hvor længe man har ejet aktierne, og hvor stor ens beholdning er.
Væk er den tidligere og meget komplicerede treårs-regel og 100.000 kroners grænse. En kraftig forenkling af reglerne, der i princippet gælder for alle aktier, uanset hvornår de er købt. Men problemet er, at aktier købt før starten af 2006 kan være omfattet af nogle overgangsregler.
Reglerne skal sikre, at folk, som efter de gamle regler kunne sælge deres aktier skattefrit, fortsat skal kunne gøre det for aktier købt før starten af sidste år.
Connie Bertram Nielsen påpeger, at beskatningen af værdipapirerne bliver yderligere kompliceret af, at bankerne hele tiden finder på nye investeringsprodukter. Afhængigt af hvilket produkt, der er tale om kan de blive beskattet efter flere forskellige regler. Det drejer sig blandt andet om investeringsbeviser og hedgefonde, der er lagerbeskattet. Det vil sige, at man skal betale skat af alle gevinster, selv om de ikke er realiserede.

 

 




Markedet lige nu