Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Nemmere at betale for håndværkere

Med skattekommissionens forslag bliver det langt nemmere for danskerne at betale for en håndværker, viser beregninger fra Dansk Byggeri.

Godt nyt til alle danskere, der har brug for en håndværker. Med Skattekommissionens udspil vil det blive langt nemmere for forbrugerne at købe ydelser hos en tømrer eller VVS-mand. Det vil give mindre gør-det-selv arbejde og knap så meget sort arbejde.

Det viser beregninger som Dansk Byggeri har lavet. Som tallene ser ud i dag skal for eksempel en læge eller en advokat tjene 6.819 kr. før skat for at kunne betale en håndværker 1.000 kr. efter skat.

Hvis Skattekommissionens forslag om en lavere top- og mellemskat går igennem skal den samme person kun tjene 4.441 kr. for at håndværkeren skal have 1.000 kr. tilbage, når skatten er betalt.

Derved kan ideerne fra Kommissionen være med til at lægge en dæmper på et af de helt store problemer i den danske økonomi.

»Med den mindre top- og mellemskat vil det bliver langt billigere for forbrugerne at bestille en håndværker. I dag skal man tjene syv gange så meget som håndværkeren skal have i gevinst. Fremover vil man kun skulle tjene fire en halv gange så meget,« siger adm. direktør i Dansk Byggeri Lars Storr-Hansen.

»Der er ingen tvivl om, at resultatet vil blive at det sorte arbejde og gør-det-selv arbejdet vil falde. Incitamentet for den enkelte læge til at arbejde flere timer og operere noget mere i stedet for at blive hjemme i haven, vil blive øget,« siger Lars Storr-Hansen.

Meget dyrt forslag

Men selv om det gigantiske idekatalog fra Kommissionen peger i den rigtige retning, er Dansk Byggeri også kritiske. Dansk Byggeri mener, at forslagene ikke er ambitiøse nok.

Byggeriet vil have en fremfærd, hvor topskattegrænsen hæves til 454.500 kr. Skattekommissionen foreslår, at mellemskatten fjernes, mens satsen for topskatten sænkes fra 15 pct. til 13,5 pct. Grænsen for topskatten vil Kommissionen have sat op til 388.000 kr.

»Problemet er, at det er et meget dyrt forslag, fordi Kommissionen ligeledes vil lette i bunden. Det vil være langt billigere at få topskattegrænsen sat endnu højre op og så undlade at lette skatten for de lavest lønnede,« siger Lars Storr-Hansen.

»Hvis topskattegrænsen kommer op på lidt over 450.000 kr., så vil kun ti pct. af håndværkerne være topskatteydere. Med Kommissionens forslag vil det dreje sig om 25 procent,« siger Lars Storr-Hansen.

Han er godt klar over, at Byggeriets forslag vil være meget svært at få igennem rent politisk.

 




Markedet lige nu