Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Multimedieskatten til forhandling

Den omstridte multimedieskat, der rammer 517.000 danskere med blandt andet firmabetalte mobiltelefoner, kommer i spil under forhandlingerne om finansloven for 2011.

Den voldsomt omdiskuterede multimedieskat, som blev indført med virkning fra 1. januar i år, kan meget vel blive droppet, når finanslovforhandlingerne om kort tid ruller på Christiansborg, skriver BørsenDigital.

Liberal Alliance forlanger nemlig skatten sløjfet som et ud af ni krav, som skal inddrages i et eventuelt forlig om finansloven.

Regeringen har brug for finanslovsstemmer, som ligger ud over, hvad VKO selv kan mønstre. Det kan enten være løsgængerne i Folketinget, og dem er der tre af: Pia Christmas-Møller (tidligere konservativ), Christian H. Hansen (tidligere Dansk Folkeparti og nu repræsentant for Fokus Partiet) samt Per Ørum Jørgensen (tidligere Konservative og nu repræsentant for Kristendemokraterne). Eller det kan være Liberal Alliance, som vil kunne presse et farvel til multimedieskatten igennem.

Multimedieskatten har udløst voldsom kritik blandt arbejdsmarkedsorganisationerne, som har kritiseret den for at være uigennemtænkt og hindrende for vidensamfundets udvikling og fleksibilitet.

Læs også: Danskerne bøjer sig for multimedieskatten

Ryger multimedieskatten, så bliver det en særskat med en historisk meget kort levetid. Skatten blev under voldsom debat indført som en del af den seneste skattereform med virkning fra 1. januar i år, som blev gennemført af VKO-flertallet. I princippet omfatter den alle former for digitalt udstyr, som en medarbejder får stillet til rådighed af en arbejdsgiver, det være sig en computer, en mobiltelefon eller for eksempel det såkaldte medarbejderbredbånd. Medarbejdere, der rammes, skal betale multimedieskat af 3.000 kroner.

Kristian Thulesen Dahl, finansordfører i Dansk Folkeparti, er ikke afvisende over for at multimedieskatten kunne indrettes bedre, end den ser ud i dag, men principielt fastholder han, at medieteknologi, som bruges privat, heller ikke fremover er noget, arbejdsgiveren skal finansiere, og det vil det blive, hvis beskatningen helt fjernes:

»Vi skal jo også tænke på, at arbejdsløse og pensionister ikke har nogen til at betale for sig,« siger han.

»Men vi vil jo alle sammen gerne have lavere skat på arbejde. Multimedieskatten var en del af finansieringen af den seneste skattenedsættelse. Liberal Alliance skylder at fortælle os, hvor pengene så skal komme fra. De er kun kommet med den ene del af ligningen,« siger han til BørsenDigital.

Læs også: Hård kritik af skat på regnvejr

Liberal Alliance toner rent flag:

»Den skat er mod al sund fornuft. Vi skal have et fleksibelt arbejdsmarked. Og vi skal ikke gøre arbejdskraften dyrere, end den er i forvejen. Multimedieskatten er udtryk for en kedelig misundelsestankegang. Det sidste vi skal bruge i en global verden. Den her skat har VKO faktisk fortrudt. Man kan ikke stå og holde skåltaler om et fleksibelt arbejdsmarked og så gøre det modsatte. Vi bør kunne overtale de andre partier til at droppe denne skat,« siger Anders Samuelsen, Liberal Alliance.

Han mener, at det i virkeligheden ikke behøver at koste noget helt at droppe multimedieskatten, som er administrativt tung at håndtere for virksomhederne:

»Loven koster på konkurrenceevnen og dermed netto for Danmark. Det er en skat på fleksibilitet, og det er forkert at beskatte noget, som vi alle ønsker mere af. Det er en skat på vidensamfundet, som man kunne vente fra en socialdemokratisk støttet regering. At det kommer fra en borgerligt-liberal regering er meget meget skuffende,« siger Anders Samuelsen til BørsenDigital.

 




Markedet lige nu