Danskerne snyder for 1,25 milliarder kroner i skat hvert år og fejlindberetter for 3,75 milliarder kroner. Københavnere og sjællændere er de værste syndere.
12. maj 2009, 13:47 – opdateret 2. november 2010, 13:58
Danskerne snyder og bedrager hvert år for i alt 8,3 milliarder kroner i skat. Det svarer til godt en tredjedel Storebæltsbro. Det viser en ny undersøgelse, der for første gang nogensinde gør det muligt for Skat at skelne snyd fra fejl.
Af det samlede bedrageri på 8,3 milliarder kroner står private danskere for 1,25 milliarder kroner – langt størstedelen øst for Storebælt:
»Undersøgelsen viser, at danskere øst for Storebælt generelt snyder mere end danskere vest for Storebælt. Og kigger vi specifikt på de lidt mere tunge borgere med aktie- og kapitalindkomst er det især i København, snyderne holder til,« siger Steffen Normann Hansen, direktør i Skat.
Skat har delt skattesynderne op på de fem regioner plus København. Dykker man endnu længere ned i tallene, viser det sig, at det især er borgerne i Roskilde, som betaler for lidt i skat – her fejlprocenten på 15,8 procent mod 4,8 procent i eksempelvis Herning og Høje-Taastrup. Landsgennemsnittet ligger på 8 procent.
Hvorfor det specifikt er Roskilde-borgerne, som har sværest ved at finde ud af at betale skat, kan direktøren ikke svare på endnu – det vil Skat bruge de kommende måneder til at finde ud af. Og han ønsker ikke at svare på, om der er en sammenhæng mellem, at Roskilde Bank var god til at overtale så mange af byens borgere til at købe aktier i banken, og at stort set alle – fra små børn til pensionister – havde Roskilde Bank-aktier.
For undersøgelsen peger på, at det netop er aktieindkomst, som danskerne har svært ved at indberette rigtigt:
»Men jeg kan ikke afvise, at den store afvigelse i Roskilde skyldes en enkelt stor virksomhed,« siger Steffen Normann Hansen.
Privatøkonomisk rådgiver og direktør i Finanshuset i Fredensborg, Kim Valentin, tør godt gå skridtet videre:
»Det er meget sandsynligt, at der er en sammenhæng med den høje fejlprocent og udbredelsen af Roskilde Bank-aktier i byen. For jo mere, der skal indberettes, jo mere besværligt bliver det og risikoen for fejl stiger. Men det er nu meget sjældent, at vi støder på folk, som bevidst forsøger at snyde,« siger Kim Valentin.
Og det bekræfter undersøgelsen:
»Skattemoralen blandt danskerne er meget høj. 99 procent er såkaldte medspillere, mens modspillerne blot udgør en procent. Men den ene procent står for 25 procent af skattegabet fra private borgere på i alt fem milliarder kroner,« siger direktør i Skat, Steffen Normann Hansen.
Resten af skattegabet – 3,75 milliarder kroner – skyldes fejl fra danskerne i forbindelse med indberetninger, men ikke snyd.
Undersøgelsen viser samtidig, at der ikke er stor forskel på skatteunddragere mellem mænd og kvinder blandt almindelige lønmodtagere. Er der aktie- og kapitalindkomst indblandet er der flest fejl hos mændene – 16,3 procent mod 11 procent hos kvinderne.
Det er især folk med kapitalindkomst, som laver fejl. Det er et kompliceret område, hvor danskerne selv skal opgøre og indberette indtægterne. Formentlig vil den kommende skattereform mindske antallet af danskere med fejl i indberetningen, fordi bankerne kommer til at stå for indberetningen.
Undersøgelsen medtager ikke effekterne af sort arbejde.

































