Negativ aktieindkomst kan trækkes fra i et dødsbo, men kan det bruges af arvingerne?
7. august 2009, 09:48 – opdateret 2. november 2010, 23:03
? Jeg ved, at hvis jeg afslutter et skattår med negativ aktieindkomst, vil jeg kunne fremføre og modregne beløbet i fremtidige positive aktieindkomster uden tidsbegrænsning.
Men hvis jeg dør, forinden modregningsbeløbet er opbrugt, er spørgsmålet, om retten til modregning kan arves af mine børn sammen med min aktieportefølje? Jeg sidder i uskiftet bo med to livsarvinger.
Med venlig hilsen O.K.
! Hvis der er et ikke-udnyttet skattemæssigt underskud/tab på det tidspunkt, du dør, vil dette blive overført til dit dødsbo under forudsætning af, at boet er skattepligtigt.
Er boet ikke skattepligtigt, vil underskuddet/tabet kunne bruges ved opgørelsen af indkomsten i mellemperioden, som er perioden fra indkomstårets start til den dag, dødsfaldet sker.
Det skattemæssige underskud/tab, der måtte være tilbage efter, at behandlingen af dit dødsbo er sluttet, kan ikke overføres til dine arvinger.
Med venlig hilsen Erik Øvlisen, advokat (H), www.ForumAdvokater.dk









































