Se her om du er blandt den halve million danskere, der risikerer at få et skattesmæk til næste år - uden at røre en finger.
12. oktober 2009, 07:52 – opdateret 2. november 2010, 14:33
En halv mio. danskere er havnet i et skattekaos, hvor de risikerer at få en skatteregning, selv om de ikke foretager sig noget som helst med deres investeringer, skriver epn.dk.
Det er den kommende skattereform, som rammer den halve mio. danskere, der investerer frie penge i investeringsforeninger med aktier.
Skattereformen betyder, at et medlem i en investeringsforening risikerer at blive beskattet, når et andet medlem sælger sine beviser i en investeringsforening, fordi reformen fjerner en såkaldt treårsregel for investeringsforeninger. Dermed skal alle avancer fra aktier udbetales til investorer, uanset hvor længe foreningen har ejet aktierne.
Investeringsforeningsrådet, IFR, klandrer Skatteministeriet for ikke at tage højde for, at foreningerne skal sælge aktier, når et medlem indløser sine beviser.
Hidtil har foreningerne undgået problemet ved at sælge aktier ejet i over tre år, når medlemmer ønskede at trække sine investeringer ud.
IFR gjorde opmærksom på problemet, allerede da lovforslaget var i høring, men den gang mente Skatteministeriet, at det ikke var et problem, som der skulle tages hånd om.
Den 13. maj i år lød der dog nye toner fra skatteminister Kristian Jensen (V), som over for Folketingets Skatteudvalg lovede at se på sagen i løbet af sommeren.
Men ifølge investeringsforeningerne haster det.
"Vi er under et stort tidspres," siger Jens Jørgen Holm Møller, som peger på, at en lov med det forkerte indhold allerede er vedtaget og derfor skal ændres inden 1. januar.
Lise Bo Nielsen, kontorchef i Skatteministeriet, tør ikke love, hvornår ministeriet er klar med en løsning.






























































